Den nye formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har en plan, som får topfolk i dansk fagbevægelse til at være på vagt. Hun vil indføre en fælles europæisk mindsteløn. 

Når dansk fagbevægelse er på vagt, er det, fordi lønninger i Danmark fastsættes i overenskomster forhandlet på plads med arbejdsgiverne. Og ikke i lovgivning besluttet af politikere. 

Formanden for landet største fagforbund 3F, Per Christensen, understreger, at han deler ønsket om at sikre bedre vilkår for de mest udsatte lønmodtagere i Europa. Og han har noteret sig, at den nye kommissionsformand har understreget, at indsatsen for en anstændig tilværelse skal ske i respekt for de forskellige EU-landes eksisterende modeller.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Men 3F vil naturligvis –  sammen med Fagbevægelsens Hovedorganisation, den danske regering og de danske medlemmer af Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg – fortsat følge forberedelserne tæt i EU for at sikre bedre vilkår for de mest udsatte lønmodtagergrupper, så det gennemføres på en facon, der ikke bryder med den danske aftalemodel, skriver Per Christensen i en mail til A4 Nu.

Også i Dansk Metal bliver der holdt øje med, hvordan Ursula von der Leyen vil realisere sine planer. 

 - Hendes vision er at sikre anstændige lønninger til alle europæere inden for 100 dage. Det er en god vision. Men samtidig har hun luftet tanken om en fælles europæisk mindsteløn. Det kan i værste fald blive et katastrofalt indgreb i den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter i fællesskab laver overenskomster, skriver EU-chef i Dansk Metal, Johan Moesgaard, i en blog på A4 Nu.

Og han uddyber: 

- Det vil politisere et område, som fungerer fint i Danmark uden politiske indgreb. Ligesom en lovbestemt mindsteløn kan risikere at blive et usynligt lønloft for de ansatte, skriver Johan Moesgaard.

Ligesom 3F-formanden noterer han sig, at von der Leyen har erkendt, at en mindsteløn skal udformes i overensstemmelse med nationale modeller. Men det bekymrer Dansk Metals EU-chef, at Kommissionens kommende næstformand, hollandske Frans Timmermans, også har leget med tanken om en fælles europæisk mindsteløn.

- Det er hamrende vigtigt, at danske EU-politikere står skulder ved skulder, så tanker om minimumsløn bliver skudt til hjørne. Det kræver opmærksomme danske parlamentarikere, der formår at danne alliancer – og her er perspektiverne gode, skriver Johan Moesgaard.

3Fs formand kalder det betryggende, at den danske kommissær Margrethe Vestager har forsikret, at hun ved enhver given lejlighed gør sine kolleger  opmærksom på den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet.

Ursula von der Leyen blev valgt med et snævert flertal, da medlemmerne af Europa-Parlamentet tirsdag aften stemte om hendes kandidatur som formand for Kommissionen. 383 stemte for, mens 327 parlamentarikere var imod, at Tysklands tidligere forsvarsminister skulle indtage den magtfulde post. Af de 13 danske medlemmer af parlamentet stemte otte ja, fire nej og en enkelt blankt. 

Ursula von der Leyen overtager formandsposten 1. november, når mandatet for den nuværende kommission med formand Jean-Claude Juncker udløber.