Konflikten træder i kraft 31. januar - med mindre stadeholderne i Tivoli Food Hall forinden vælger at indgå overenskomst med 3F. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Drama i Tivoli: 3F varsler konflikt

17. jan, 12:56
Fagforbundet 3F varsler konflikt mod 14 af 17 stadeholdere i Tivoli Food Hall, der ikke har villet tegne overenskomst.

3F København har netop varslet konflikt mod 14 af 17 stadeholdere i Tivoli Food Hall ved Tivoli i København, fordi stadeholderne ikke har villet indgå overenskomst. 

LÆS OGSÅ: Politiformand raser over politikere: "Uanstændig opførsel"

Konflikten træder i kraft 31. januar - med mindre stadeholderne i Tivoli Food Hall forinden vælger at indgå overenskomst med 3F:

- Vi har afsendt konfliktvarsel. Vi sendte et brev før jul til stadeholderne, hvor vi opfordrede til, at vi genoptog de strandede forhandlinger om indgåelse af overenskomst. Det har ingen af stadeholderne svaret på. Så nu har vi sendt et konfliktvarsel til dem. Efter varslet træder konflikten i kraft fredag den 31. januar, bekræfter formanden for 3F København, John Ekebjærg-Jakobsen, over for Netavisen Pio.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

3F København-formanden forstår ikke uviljen mod at tegne overenskomst:

- Vi har forsøgt at skrue en lokal basisoverenskomst sammen, hvor vi kun lige har medtaget det allermest basale: At de ansatte får en ordentlig arbejdstid, feriepenge, løn under sygdom og den slags ting. Det burde ikke være uoverkommeligt for arbejdsgiverne at tiltræde den overenskomst, mener formanden for 3F København, John Ekebjærg-Jakobsen, der minder om, at alle ansatte inde i selve Tivoli er dækket af overenskomst.

I forlængelse af konfliktvarslet følger der en sympatikonflikt, oplyser formanden for 3F København:

- Sympatikonflikten kan ramme levering af øl, brød, slagtervarer og andre varer. Rengøring og transport kan også blive ramt. Det bliver Fagbevægelsens Hovedorganisation, der udtager hvem, der kommer til at indgå i sympatikonflikten, forklarer John Ekebjærg-Jakobsen.

3F København: Vi har strakt os langt

- Vi håber selvfølgelig, at arbejdsgiverne tænker sig om en ekstra gang og vælger at genoptage forhandlingerne om overenskomst, sådan at konflikten kan afblæses. Hvis intet sker, jamen så er vi klar til at gå i konflikt den 31., lyder det fra 3F København-formanden.

Hos 3F København synes man, at man har strakt sig langt i forhandlingerne med stadeholderne.

3F forhandlede gennem et års tid med arbejdsgiverne om indgåelse af overenskomst. De forhandlinger brød sammen september sidste år. 3F sendte et brev til stadeholderne før jul med opfordring til at forhandlingerne blev genoptaget. Uden at få svar. Nu er tålmodigheden brugt op og 3F København har altså varslet konflikt.

Røde faner foran Tivoli Food Hall

Træder konflikten i kraft, bebuder John Ekebjærg, at konflikten bliver meget synlig:

- Fra den 31. vil vi iværksætte demonstrationer og happenings foran Tivoli Food Hall. Vi er blevet stillet i udsigt, at nogen af vores faglige kollegaer - også fra det offentlige område - vil komme og bakke os op og kræve “overenskomst til alle”. Det bliver en meget synlig konflikt, forudser 3F København-formanden.

Blandt de 14 stader, der kan blive ramt er konflikten er blandt andet Gorm’s, der i dag er overtaget af en kapitalfond. 11 af 14 stader er ejet af kæder eller kapitalfonde.

Staderne Espresso House, Letz Sushi og Lobster Shack i Tivoli Food Hall har tegnet overenskomst med 3F.