Tæt på verden: Fagforening løser politisk krise

23. aug 2013
Tunesiens største forbund får regeringen til at træde til side for at forhindre kaos. Et forretningsministerium skal overtage regeringens rolle.

Den sydende politiske krise i Tunesien synes nedkølet lidt efter landets største faglige organisation har taget initiativ til et kompromis. Frygten har været, at også arnestedet for det såkaldte arabiske forår ville bryde ud i ukontrolleret lue.

Tunesien er styret af moderate islamister efter valg, men drab på en oppositionspolitiker har skabt en politisk krise med krav om, at regeringen træder tilbage. Den liberale Mohammed Brahmi blev skudt 14 gange udenfor sin private bolig den 25. juli.

Nu skal der skabes en overgangsregering af teknokrater.

Fagligt initiativ

Tunesien har undgået voldsomme blodsudgydelser i stil med sammenbruddene i de gamle styrer i Egypten, Syrien og Libyen.

Af frygt for dette beretter nyhedsbureauet AP, har generalsekretæren for landets største fagforening medddelt, at Ennahda-partiet træder til side for at "få landet ud af den aktuelle krise."

Fagforeningen UGTT, General Union of Tunesian Workers, er stor og venstreorienteret. Forhandlingerne mellem arbejderne og regeringen pågår indtil en enighed er skabt. Styrets politiske opposition er ikke udelt begejstret for, at fagforeningen har initiativet.

Ennahda-partiet står midt i en ret voldsom krise og har dårligt andre muligheder end at forhandle med nogen. En stribe partier nægter overhovedet at deltage i parlamentets arbejde efter drabet.

For dem drejer det sig om, at regeringen træder tilbage, før det snakkes om løsninger.

Regeringspartiet har tilbudt hurtigere at blive færdige med oplæg til en ny grundlov og efterfølgende valg senere på året. Ennahda-partiet nægter sig ansvarlige for drabene og beskylder al-Qaeda for ugerningerne.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.