Det Faglige Hus har fyret det firma, der fuppede folk til at blive medlemmer.: Fagforening fyrer fupfirma

19. jan 2010
Det Faglige Hus har fyret det firma, der fuppede folk til at blive medlemmer.

Et ukendt antal danskere er blevet opsøgt af sælgere, der har fuppet dem til et medlemskab af Det Faglige Hus, afslørede Avisen.dk tirsdag morgen.

"Det Faglige Hus har mistet tålmodigheden med bureauet efter nye afsløringer om useriøs medlemshvervning," skriver fagforeningen tirsdag formiddag i en pressemeddelelse.

Det fremgår, at Det Faglige Hus har været opmærksom på problemer, før Avisen.dk's historie. Og det fremgår, at beslutningen om at fyre bureauet er truffet, efter, at oplysningerne er kommet frem i medierne.

Omgående virkning

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Samarbejdet er ophørt med omgående virkning, efter at firmaet gennem et år har stået for medlemshvervning i storcentre og trafikknudepunkter i København.

Fra i morgen er det udelukkende Det Faglige Hus’ egne ansatte, der kommer i kontakt med potentielle medlemmer, understreges det.

"Når vore egne medarbejdere drager ud med en kampagnebus, oplever de tit, at folk kommer hen og stiller spørgsmål til fagforening og a-kasse. De får naturligvis et ordentligt svar, uden at vi forlanger, at de skal melde sig ind," siger Johnny Nim, landsformand i Det Faglige Hus.