BeFunky-collage__28_
3F, Dansk Metal og HK langer ud efter Folketingets politikere for ny aftale om hjælp til selvstændige. Foto: Niels Christian Vilmann og Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fagforbund revser ny aftale: - Det er skævt

9. feb 2021, 13:32
Ny politisk aftale sikrer, at selvstændige erhvervsdrivende kan få op til 10.000 kroner mere i lønkonpensation. Med aftalen sender regeringen signal om, at selvstændige er mere værd end lønmodtagere, mener flere fagforbund.

Tirsdag blev regeringen og en række af Folketingets partier enige om en ny aftale, der giver selvstændigt erhvervsdrivende langt bedre mulighed for at få del i ordningen med lønkompensation. 

Med aftalen får selvstændige mulighed for at søge op til 30.000 kroner måneden i kompensation - det beløb stiger til 33.000, hvis den selvstændige har ansatte. 

Tidligere lå beløbet på 23.000 kroner. 

LÆS OGSÅ: Større hjælpepakker til selvstændige

Ifølge tre af landets største fagforbund, Dansk Metal, 3F og HK, sender aftalen dog et helt forkert signal til de mange corona-ledige, der må leve for højeste dagpenge-sats på 19.000 kroner. 

- At selvstændige nu får henholdsvis 7.000 kr. og 10.000 kr. mere, mens dagpengesatsen står stille på lidt over 19.000, er skævt, skriver henholdsvis Claus Jensen, formand for Dansk Metal, HK-formand Kim Simonsen og Per Christensen, formand for 3F i en fælles pressemeddelelse. 

- Dagpengene er systematisk blevet udhulet de senere år og har mistet 4.000 kr. i værdi siden midt i 90'erne. Nu står vi midt i en historisk krise, og så sender man et signal til lønmodtagerne om, at det er mere værd at være selvstændig. Det er uforståeligt, skriver de tre formænd videre. 

De tre forbund roser dog regeringen for at forlænge suspenderingen af lediges dagpengeforbrug frem til 1. maj. 

- Vi er skuffede 

3F, Dansk Metal og HK kritiserer også det forhold, at selvstændige med ansatte med den nye aftale kan se frem til op mod 33.000 kroner i kompensation, mens fyrede ansatte stadig skal klare sig for den noget lavere dagpengesats. 

Samtidig peger de tre formænd på, at lønmodtagere i modsætning til selvstændige selv betaler en del af regningen for deres arbejdsløshedsforsikring, igennem a-kassemedlemsskab og arbejdsmarkedsbidrag. 

- Staten finansierer således kun knap 36 procent af dagpengeudgifterne. Aktuelt ligger ledigheden markant højere end sidste år før coronakrisen.

- Det har ramt familier over hele landet hårdt. På vegne af de ledige, så er vi skuffede over at dagpengene ikke er blevet hævet og vi mener aftalen sender et forkert signal, lyder det fra Claus Jensen, Kim Simonsen og Per Christensen i pressemeddelelsen. 

A4 Arbejdsliv arbejder på at få en uddybende kommentar fra de tre formænd. 

LÆS OGSÅ: Ny aftale forlænger hjælp til ledige