Fagchef: Mor var direktør i mit hjem

5. dec 2012, 07:50
Som barn lærte hun at yde sit bedste, og da hun som ung sygeplejerske blev nægtet efteruddannelse, tog hun sagen i egen hånd.

- Efteruddannelse, fnøs den gamle forstanderinde på Holbæk Centralsygehus.

- Der er en liste. Men man kommer i hvert fald ikke i betragtning, før man har været ansat i 10 år.

Den unge Grete Christensen havde kun været ansat i tre år. Men tanken om yderligere syv år i den hvide kittel uden ny viden var uudholdelig for den ihærdige sygeplejerske. Hun fik en ide.

- Der skulle vælges ny tillidsrepræsentant i afdelingen, og jeg vidste, at der var uddannelse forbundet med det at være tillidsrepræsentant. Så jeg stillede op. Jeg har aldrig været væk fra det faglige arbejde siden.

Mor var direktør i hjemmet

Grete Christensen er formand for landets største fagforbund for sundhedspersonale. 73.000 sygeplejersker sætter hver dag deres lid til, at den 55-årige ildsjæl fra "et almindeligt arbejderhjem på landet" gør sit bedste for at skabe gode løn og arbejdsforhold.

Og det gør hun.

- Som barn lærte jeg, at man altid skal yde sit yderste. Vi talte ikke om politik, men vi børn havde en høj grad af fornemmelse af, at man gjorde sit bedste og levede op til de krav, der blev stillet. Det har jeg taget med mig.

Grete Christensens far kørte lastbil og var ofte i udlandet. Moderen var "direktøren i hjemmet". Hun styrede de tre børn, hus og have tæt på Store Merløse på Vestsjælland med myndig og respektfuld hånd.

- Min mor syede og strikkede alt vores tøj. Vi var også selvproducerende på alt, hvad vi spiste. Vi havde en stor have og syltede og bagte. Meget kunne lade sig gøre for små penge, husker Grete Christensen.

Jeg er en terrier - ikke en bullterrier

Ansvarligheden omkring penge har hun også taget med sig.

- Jeg er meget rationel tænkende omkring økonomi. Der er ingen grund til at bruge flere penge, end man behøver, heller ikke i sundhedsvæsenet. Men besparelser, der ikke bunder i en reel faglig disposition, synes jeg er fuldstændigt urimeligt.

Talen er klar og blikket fast bag de stærke briller. Man fornemmer en rigtig terrier bag den røde sweater.

- Ja, jeg er en terrier, men ikke en bullterrier, der bider mig fast i struben på folk på den anden side af bordet. Jeg er mere en blid terrier. Jeg tror faktisk, at man via samarbejde opnår bedre resultater end ved at søge konfrontationen.

Grete Christensen føler sig så privilegeret over at være sygeplejerske - og formand for "de store hjerters klub".

- Det er et privilegium at komme tæt på andre mennesker, som er i en ekstrem svær situation. Vi kommer tæt ind på deres tanker, frygt og glæde. Vi bruger vores krop og sjæl på arbejdet hver dag. Det er en gave, men det er også så krævende.

Hospitaler er som "Fredericia banegård"

Og kravene til landets sygeplejersker er ikke blevet mindre med årene. Hvor en blindtarmsbetændelse for 30 år siden krævede en uges indlæggelse, kan det i dag klares på en formiddag.

Et hospital er i dag som "Fredericia Banegård" og sygeplejerskerne er i "orkanens øje", siger Grete Christensen. Det betyder også, at arbejdsmiljøet er presset til det yderste.

- Jeg ser uhyggeligt mange medlemmer, der bukker under, fordi de ikke kan klare presset. De ønsker at gøre jobbet til perfektion, og når de ikke kan det, bliver de sygemeldt. Nogle ryger helt ud af faget. Det er spild af gode menneskelige evner.

Problemet er ifølge formanden, at den faglige sparring internt mellem sygeplejerskerne og mellem sygeplejersker og sosu-assistenter er sparet væk. Dermed kan de ansatte ikke få læsset af og skal f.eks. selv spørge patienterne om, hvad der er sket i løbet af natten, når de møder ind om morgenen.

- Den allerstørste udforing er at få skabt tid og rum til faglig refleksion i gruppen af sygeplejersker. Måske skal der også være en grænse for, hvor mange patienter, en sygeplejeske skal være ansvarlig for hver dag, siger Grete Christensen, der selv trækker i den hvide kittel flere gange hver måned.

Ser kun manden i weekenden

Så bruger hun en formiddag i hjemmesygeplejen eller på en sygehusafdeling for at få føling med medlemmerne.

- Vi skal være ydmyge over for, at det er medlemmernes organisation. For vi har brug for fagbevægelsen til at holde sammen på arbejdsmarkedet. Uden fagbevægelsen ville vi have en masse løsarbejdere, der kæmpede hver sin individuelle kamp.

Grete Christensen har tre år på bagen som formand og er netop blevet valgt for en ny fireårig periode. Hun lægger al sin energi i arbejdet, børnene er flyttet hjemmefra, og ofte er hun kun hjemme hos manden i Holbæk i weekenderne. I hverdagen overnatter hun i sin lejlighed i København.

- Det er en livsstil at være formand for en faglig organisation. Man skal kunne rumme mange ting og ikke lade sig gå på at de stød, som det også giver. Jeg udsætter mig selv for kritik hver gang, jeg åbner munden. Så man skal have sine meningers mod.

Hvor længe, hun bliver som formand, ved hun ikke. En karriere i Folketinget eller f.eks. en formandspost i FTF, som hun tidligere har stræbt efter, bliver det ikke til.

- Nej, mit politiske krudt bliver brændt af i mit virke som formand for Dansk Sygeplejeråd.

Ærlig snak ...

 

Avisen.dk har mødt de danske fagbosser til en snak om deres historie. Få den her.

 

Bente Sorgenfrey om kræft og hademails

 

Grete Christensen: Mor var direktør i mit hjem

 

Harald Børsting: Bondeknolden købte farve-tv til mor

Anders Bondos svære valg: Familien må vige for folkeskolen

Lisa Herold Ferbing: Drop hetzen mod akademikere