Fagboss til sine egne: Få så fingeren ud

6. mar 2014, 11:05
Fagforeningsfolk skraber bunden i en ny imageundersøgelse. Pamperiet skal stoppes, og der skal knokles hårdere for medlemmerne, lyder det fra FOAformand Dennis Kristensen.

Læger er de store hvidkitlede sejr-herrer, mens fagforeningsfolk ligger og roder nede på bunden i en ny undersøgelse af befolkningens holdning til 12 forskellige faggruppers arbejdsindsats.

Trine Nebel, der hjælper virksomheder med at forbedre deres image, peger på, at mange danskere formentlig opfatter fagforeningsfolk som en gruppe, der i højere grad plejer sig selv og deres egne interesser frem for medlemmernes.

“Vi tænker derfor meget nemt, at en stor del af fagforeningernes passion er dem selv snarere end medlemmerne. Det er ikke noget, der tiltrækker nogen,” siger Trine Nebel.

LÆS OGSÅ: Blakket ry - se faggruppen der skraber bunden

Synes selv de er vigtige

Det er især på det parameter, der hedder ‘hårdtarbejdende’, at fagforeningsfolk falder igennem. Trine Nebel mener, at fagforeningerne har et grundlæggende problem med at forklare, hvorfor der er brug for dem.

“Fagforeningerne synes selv, de er ekstremt vigtige. Men som jeg læser undersøgelsen, er folk ikke så overbeviste om den nødvendighed, som fagforeningerne selv er. Så er vi tilbage i kampen om den danske model, og at fagbevægelsen ikke har formået at forklare os, hvad der er deres formål og passion i 2014.”

Dennis Kristensen, der er formand for et af de store LO-forbund - nemlig FOA, erkender, at fagbevægelsen har et image-problem.

“Vi har haft en lang periode, hvor faglige ledere har haft løn og goder, der ligner administrerende direktørers. Der er blevet skabt nogle vilkår, som afviger så stærkt fra medlemmernes, at det skriger til himlen. Vi er ved, at gøre op med det, men spørgsmålet er, om der er tid nok,” siger Dennis Kristensen.

LÆS OGSÅ: Deres image stinker: Arrogante og upålidelige

En rådden sag får det hele til at stinke

Medlemmerne siver fra fagforbundene. Mens de røde forbund storbløder, er de gule også begyndt at miste medlemmer. Der skal arbejdes benhårdt, hvis fagbevægelsen skal reddes, siger Dennis Kristensen.

“Hvis vi skal nå at vende supertankeren fagbevægelsen, så skal fingeren ud. Der skal laves noget for lønningerne, og vi skal gøre op med alt, hvad der bare lugter lidt af pamperi. Alt andet end løn - for eksempel diverse honorarer og så videre - skal tilbage til medlemmerne. Det er dem, vi skal arbejde for, og vi skal ikke lade os dirigere af politiske partier,” siger Dennis Kristensen.

Han peger på, at en enkelt rådden sag, kan få hele fagbevægelsen til at stinke, og henviser til sagen om Tine Aurvig-Huggenbergers LO-pension.

Den tidligere LO-næstformand vandt tilbage i 2010 i første omgang retten til en lukrativ pension, hvor hun ville kunne hæve omkring en halv million årligt fra hun blev 62 og livet ud. Et svimlende beløb for en almindelig LO-arbejder. Aurvig-Huggenberger endte dog med at tabe sagen, da LO ankede byrettens dom og sagen kom for landsretten.

“Skyggen af pamperi, rammer os alle, når sådan en sag kører. Vi er ikke administrerende direktører, og vi skal opføre os ordentligt,” siger Dennis Kristensen.

LÆS OGSÅ: Hadelisten: Sådan bedømmer folk dit job

Djøf: Vores medlemmer er glade

Spørger man en anden type fagforbund end et rødt LO-forbund, føler man sig her ikke ramt af undersøgelsens dumpe-resultat.

Formand for DJØF Privat, Allan Luplau mener, at forbundet har sit på det tørre hos jurister og økonomer.

”Jeg tror, at det er meget svært at slå fagforeninger over en kam. Der er en mangfoldighed af forskellige organisationer. I Djøf måler vi løbende vores medlemstilfredshed, og den er fornuftig. Jeg tror, at det er meget svært at sammenligne Djøf med for eksempel Blik & Rør,” siger han.

Bundskraberne i image-undersøgelsen blev nedefra: Fagforeningsfolk, bankrådgivere og politikere.

Hvem er hårdtarbejdende og nødvendig?

 

Undersøgelsen af 12 faggruppers image er lavet af Epinion for analysebrevet DeFacto. 1.031 personer er blevet spurgt. Faggrupperne er på en skala fra et til fem blevet vurderet på tre forskellige parametre: hårdtarbejdende, ansvarlige og nødvendige for samfundet.

 

Dernæst er der oplistet en række ord, hvor respondenterne for hver faggruppe er blevet bedt om at vælge de ord, de mener passer til den givne faggruppe. Der er valgt blandt 17 forskellige ord uden antalsbegrænsning:

 

Dygtige, smarte, indsigtsfulde, kompetente, tiltalende, arrogante, magtfulde, plattenslagere, serviceorienterede, omsorgsfulde, troværdige, seriøse, innovative, upræcise, dovne, upålidelige og uforståelige.