Fagboss: Nytteløst at anke Aurvigdom

26. mar 2010
Fagbosserne bruger påsken til at gruble over pensionssagen men flere har allerede besluttet sig til at sige nej til anke.

Tirsdag efter påske, den 6. april, skal LO's daglige ledelse beslutte, om man skal anke sagen om Tine Aurvig-Huggenbergers pension.

Men allerede nu vender flere forbundsformænd tommelen nedad for anke-muligheden.

En af dem er FOA's Dennis Kristensen. Han støtter absolut ikke Tine Aurvig-Huggenbergers krav, men har ladet sig overbevise af byrettens klare dom:

Chokbølger

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Jeg er ikke jurist, men det ser ud til at være en meget klar afgørelse, og jeg forestiller mig, at der skal meget vægtige juridiske argumenter til for at vinde en ankesag," siger han.

Dommen sendte torsdag chokbølger gennem fagbevægelsen, hvor mange var helt sikre på, at LO ville vinde retssagen. Det troede Dennis Kristensen også:

"Vi har hidtil fået en vurdering af, at der var tale om en rimeligt klar sag. Men efter at have læst dommen, kan jeg se, at klarheden er på Tines side," siger han.

Han vil ikke uddybe, om han føler sig fejlinformeret.

Ville have haft forlig

Flere andre forbund hælder også mest til et nej til at anke. Blandt andet Dansk Metal, som fra starten var imod overhovedet at føre sagen. Det store smedeforbund mente, at sagen skulle forliges. Det samme gjorde blandt andet Dansk El-Forbund og Socialpædagogernes Landsforbund. Men de blev nedstemt.

LO's top har sat sine juridiske eksperter til at granske dommen, og resultatet af det arbejde vil blive forelagt den daglige ledelse 6. april. Det besluttede daglig ledelse på sit møde tirsdag i denne uge - et møde, hvor HK's Kim Simonsen måtte erklære sig inhabil. Det er hans forbund, HK, der har ført sagen for Tine Aurvig-Huggenberger.

Aurvig: Rigtig dejligt

Modsat LO er hun meget glad for dommen.

"Det er rigtigt dejligt, at sagen er slut nu. Og det har været fantastisk at opleve de mange reaktioner efterfølgende, hvor folk har kunnet forholde sig til det principielle," siger Tine Aurvig-Huggenberger.

 

Pensions-sagen

LO's tidligere næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger, har krævet, at LO indbetaler pension til hende, frem til hun fylder 62 år.

Tine Aurvig-Huggenberger blev tillidsvalgt i LO i 1995 og fik her tilkendt en såkaldt tilsagnspension – udover sin almindelige pension. Tilsagnspensionen betyder, at man ved pensionering oppebærer 2/3 af den løn, man havde som tillidsvalgt.

Sagens kerne var, om dette også gjaldt, når Tine Aurvig-Huggenberger stoppede i LO i 2007, efter hun tabte kampen om formandsposten. Da var hun 44 år, så efter dommen skal LO indbetale pension til hende i 18 år frem til hun fylder 62.

LO krævede frifindelse ud fra argumentet om, at tilsagnet kun gælder, når man går direkte på pension fra LO.

Det underkendte byretten så.