Lizette_Risgaard_formand_FH_1650_pxt-medium_32
- Vi fremlægger dette for at sikre et solidarisk finansieret dagpengesystem og holde på dem, hvis bankrådgiver siger, at de meget hellere skulle tegne en privat forsikring, siger FH-formand Lizette Risgaard til Jyllands-Posten.

Fagbevægelsen vil give visse ledige højere dagpengesats

19. mar 2021, 22:45
Satsen for dagpenge skal afhænge af, hvor meget den enkelte tidligere har arbejdet, foreslår fagbevægelsen.

Alle skal ikke have lige meget i dagpenge.

Satsen for dagpenge bør justeres efter, hvor meget den enkelte har arbejdet i årene op til, at han eller hun blev arbejdsløs.

Det mener fagbevægelsen, som har lavet et forslag til en ny opbygning af dagpengesatserne. Det skriver Jyllands-Posten.

Konkret skal man kunne få op til 4000 kroner ekstra om måneden i dagpenge de første tre måneder, hvis man har været i arbejde i mindst to af de seneste tre år, mener Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Fagbevægelsen begrunder denne bonus med, at spændet mellem dagpengesatsen og månedslønnen for en lang række professioner er vokset.

Den maksimale dagpengesats er på 19.322 kroner.

Forslaget skal hjælpe til at holde på de medlemmer af a-kasserne, som kunne fristes til at tegne en privat forsikring mod arbejdsløshed. Det forklarer formand for FH Lizette Risgaard.

- Vi fremlægger dette for at sikre et solidarisk finansieret dagpengesystem og holde på dem, hvis bankrådgiver siger, at de meget hellere skulle tegne en privat forsikring, siger hun til Jyllands-Posten.

Hun mener, at alle ledige vil kunne få gavn af det samlede forslag, og at næsten otte ud af ti a-kassemedlemmer vil kunne få et tillæg.

Ifølge Jyllands-Posten er Enhedslisten imod forslaget, mens SF og Dansk Folkeparti tager positivt imod det.

- Det er helt nødvendigt både for de enkelte familieres økonomi, og for den model vi har på arbejdsmarkedet, at vi får styrket fundamentet for det fleksible arbejdsmarked, hvor det er nemt at komme ind og ud af job, siger SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er enig med fagbevægelsen i, at gabet mellem månedslønnen og dagpengesatsen i mange tilfælde er blevet for stor.

Men han efterlyser et bud på, hvordan forslaget skal finansieres.

Forslaget vurderes at ville koste 2,2 milliarder kroner om året.

Den borgerligt-liberale tænketank Cepos' cheføkonom Mads Lundby Hansen mener, at forslaget fra FH vil undergrave den økonomiske gevinst ved at tage et lavtlønsjob.

- Gevinsten ved lavtlønsjob er i dag 600-800 kroner om måneden for en enlig, når man sammenligner maksimale dagpenge på 19.000 kr. med et lavtlønsjob, siger han.

- Det bliver vendt til et tab. Det er ikke fornuftigt. Det bør kunne betale sig at tage et lavtlønsjob.

/ritzau/