- Det er utroligt positivt, at der kommer et uddannelsesudspil. Det er en del af den medicin, der skal hjælpe ledige videre og Danmark ud af krisen, siger 3F's forbundsformand, Per Christensen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Fagbevægelsen jubler over nyt forslag: Skal hjælpe ledige videre

10. jun 2020, 12:30
Regeringen foreslår et løft til 110 procent af dagpengeniveauet for ufaglærte ledige, der uddanner sig.

Det er en fantastisk nyhed, at regeringen vil give ufaglærte ti procent oveni dagpengene, hvis de uddanner sig, lyder det fra fagbevægelsen.

Forslaget fra regeringen er en del af det opkvalificeringsudspil, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) præsenterer onsdag.

Det centrale i udspillet er, at regeringen vil give visse ledige over 30 år ret til at uddanne sig og få 110 procent af dagpengesatsen.

Det gælder, hvis den ledige uddanner sig fra ufaglært til faglært inden for et fag, hvor der er behov for hænder.

Det svarer til 1900 kroner ekstra oveni dagpengesatsen på 19.000 kroner i dag.

- Det er utroligt positivt, at der kommer et uddannelsesudspil. Det er en del af den medicin, der skal hjælpe ledige videre og Danmark ud af krisen, siger 3F's forbundsformand, Per Christensen, i en skriftlig kommentar.

- Vi hilser selvfølgelig alle forslag, der styrker de lediges egentlige uddannelsesrettigheder, velkomne. Det er gode nyheder, siger han.

Regeringen lægger op til, at de ufaglærte ledige får mulighed for et uddannelsesløft med ekstra dagpenge fra 1. august i år til slutningen af 2021.

I Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, ser man dog gerne, at ordningen bliver gjort permanent.

- Det gør det nemmere for jobcentrene, a-kasserne og for den enkelte. Men når det er sagt, så siger vi ikke nej tak til midlertidige ordninger, der trækker i den rigtige retning, siger Ejner K. Holst, som er næstformand i FH.

Han er generelt glad for regeringens udspil.

- Økonomien betyder noget for at tage skridtet mod en uddannelse. For mig at se triller Peter Hummelgaard en af de sten væk fra vejen, som har forhindret flere i at tage et uddannelsesløft, siger han.

Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, er derimod meget skeptisk.

- Trods de gode intentioner er der risiko for, at forslaget ender med at reducere beskæftigelsen, fordi 21.000 kroner i dagpenge også vil tiltrække personer, der reelt ikke vil få noget ud af uddannelse, siger Mads Lundby Hansen.

- For eksempel fordi de tidligere har haft nederlag i uddannelsessystemet, men alene tiltrækkes af de høje dagpenge.

Den bekymring affejer Ejner K. Holst:

- Det er udtryk for et forkvaklet menneskesyn at tro, at folk hellere vil sidde stille end at arbejde. Og selv om det er 110 procent dagpenge, så er normale lønninger stadigvæk højere, siger Ejner K. Holst.

/ritzau/