20200615-070347-L-1920x1236we
Politiet har i 2020 haft en større indsats med grænsekontrol grundet Covid-19. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Politiet: Stadig stor brug af illegal arbejdskraft i Danmark

17. feb 2021, 06:00
Politiet rejste i 2020 færre sigtelser mod illegale arbejdstagere end året før. Politiet vurderer dog ikke, at omfanget af illegal arbejdskraft er faldende.

Meget i det danske samfund er gået i stå i 2020. Bodegaer, restauranter og krammekulturen er lagt på is. Det gælder umiddelbart også anvendelsen af illegal arbejdskraft, kunne man fristes til at tro.

Politiet har i hvert fald sidste år rejst færre sigtelser mod illegale arbejdstagere end forinden. Det viser nye tal fra Rigspolitiet. Men til trods for, at antallet af sigtelser er faldet, så ligger tallet stadig højt i forhold til tidligere år.

Politiet har i 2020 sigtet 776 arbejdsmigranter for illegal arbejdskraft. Det er et fald på omkring 25 procent fra 2019, hvor antallet af sigtelser lå på 1058. 

Tilbage i 2018 blev der rejst 653 sigtelser, og i 2017 var tallet 637. Dermed er antallet af sigtelser i 2020 det næsthøjeste, vi har set i de sidste fire år.

LÆS MERE: Nye tal: Rekordmange sigtelser for illegalt arbejde

Hos Københavns Politi vurderer vicepolitiinspektør Lars-Ove Karlsen da heller ikke, at omfanget af illegal arbejdskraft i hovedstaden er for nedadgående: 

- Vores indtryk er, at der er sket en stigning i brugen af illegal arbejdskraft i Københavns Politikreds i de seneste par år. I 2020 har vi stort set det samme antal sager om ulovligt arbejde som i de to foregående år, selv om en stor del af vores indsats har været omlagt til grænsekontrol i forbindelse med covid-19, siger vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen fra Københavns Politi til A4 Arbejdsliv. 

I 2020 blev der rejst 566 sigtelser mod arbejdsgivere for at have anvendt illegal arbejdskraft. Det samme tal lå i 2019 på 611.

For tidligt at konkludere

Selvom Københavns Politi har det indtryk, at der stort set har været det samme antal sager i 2020 som i de foregående år, så mener Rigspolitiet, at det er for tidligt at drage en konklusion:

- Faldet i antallet af anmeldelser fra 2019 til 2020 er vanskeligt at konkludere på, da 2020 på grund af corona-epidemien har været et atypisk år med blandt andet øget grænsekontrol og et generelt fald i aktivitetsniveauet i samfundet. Derfor er det for tidligt at konkludere, om faldet i antal anmeldelser er et reelt fald, eller om det skyldes de særlige omstændigheder i 2020, skriver Rigspolitiet i en mail til A4 Arbejdsliv.

I mailen oplyses det også, at noget af indsatsen har været omlagt til grænsekontrol, men det fremhæves samtidig, at dette også er et led i bekæmpelsen af illegal arbejdskraft.

Forskellige grunde til fald

Marlene Spanger, migrationsforsker hos Aalborg Universitet, mener, at der kan være flere årsager til faldet i antallet af sigtelser:

- Det kan være, at anmeldelser aldrig er blevet til sigtelser, fordi politiet har omlagt noget af deres indsats til coronahåndtering, eller at der måske har været færre kontrolbesøg af Arbejdstilsynet her under corona, siger Marlene Spanger til A4 Arbejdsliv.

- Formodentlig er brugen af udokumenteret arbejdskraft ikke faldet, selvom der er færre sigtelser.

Hun mener, at det er svært at sige, om antallet af migranter, der bliver udnyttet i arbejdsøjemed er steget i forhold til for 10 til 15 år siden.

Ifølge Marlene Spanger er de arbejdsforhold, som migranter tilbydes på det danske arbejdsmarked, ofte kritisable: 

- På baggrund af min forskning tyder meget dog på, at arbejdsforholdene ikke er blevet bedre i dag, men at vi ser eksempler på tvangsarbejde og arbejdsmigranter, som virkelig bliver groft udnyttet.

LÆS OGSÅ: Dansk supermarkedsgigant får kæmpe bøde: Butikschef var illegal migrant