Færre børn bliver fede i fremtiden

21. aug 2008
Flere danske børn bliver fede, og de kan komme til at kæmpe mod kiloene hele livet. Men kurven kan meget vel knække om 10 år.

Fire, fed og færdig.

Sådan lyder den dystre definition på mange danske børn anno 2008.

Men midt i dårligdommene er der håb: Hvis fedme-epidemien opfører sig, ligesom ryge-problemet gjorde, så vender udviklingen snart. For 10 år siden talte alle eksperter om, at danskerne var ved at ryge sig ihjel. Siden begyndte antallet af rygende børn og unge at falde.

Sådan er det ikke gået med fedmen – endnu.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Slanke børn smitter

»Lige nu ser vi, at de højtuddannede er begyndt at gå meget op i at være slank, mens der fortsat kommer flere overvægtige og fede børn i lavtuddannede familier. Det var sådan rygestoppet begyndte. Hvis det går lige sådan med fedme-problemet, vil tendensen brede sig til de lavtuddannede i de kommende 10 til 15 år,« siger professor Berit Heitmann fra Institut for Sygdomsforebyggelse.

De sunde madvaner er allerede på vej ind i det sociale liv, ligesom det skete med rygestoppet. Det vurderer professor Lotte Holm fra Københavns Universitet.

Fedme er dog sværere at behandle end rygning.

»Mens man kan holde op med ryge og lægge det helt bag sig, så kan man jo ikke holde op med at spise. Selvom de overvægtige slanker sig, skal de forholde sig til mad hver dag resten af livet, så der er større risiko for at falde i,« siger Lotte Holm.

Forbud i fremtiden

Erfaringerne viser da også, at det er langt sværere at slanke sig end at kvitte smøgerne.

»Børn kan sagtens tabe sig, hvis de deltager i et slankeforløb. Men forskningen viser, at de tager det hele på igen bagefter. Det sker for 19 ud af 20,« siger Berit Heitmann.

Hun vurderer, at danskerne fremover vil begynde at bløde op i forhold til forbud og afgifter på fedme-området.

»For 15 år siden, da eksperter første gang forslog et rygeforbud, var hverken politikere eller befolkningen klar til det. Man kunne slet ikke forestille sig at forbyde sådan noget som rygning. Nu er det her, og folk har accepteret det. Det samme kan sagtens komme til at ske på fedme-området,« siger Berit Heitmann.

faktaboks