20210206175819530_1000
Landets søer og vandløb er frosset til. Isen er dog endnu ikke tyk nok til, at man må færdes på den. Det gør folk dog alligevel. Her ses Sortedams Sø i København fredag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Redningsaktioner flere steder: Folk falder gennem isen

6. feb 2021, 18:19
To personer er hentet ind med helikopter på Skarresø på Sjælland. På Mors er tre personer faldet gennem isen.

Efter en længere periode med frostvejr er der is på landets søer og vandløb.

Flere steder er det dog ikke sikkert at bevæge sig ud på isen, og lørdag har politiet måttet iværksætte redningsaktioner rundt omkring i landet.

Det skriver flere af landets politikredse på Twitter.

På Mors er tre personer faldet gennem isen ved Dragstrup Vig, hvilket betød, at en redningsaktion blev iværksat.

Personerne, der havde surfet på isen iført våddragter og sikkerhedsveste, kom dog selv op i sikkerhed.

Allan tre er okay, fortæller Allan Riis, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV2.

I det nordvestlige Sjælland har en helikopter samlet to 19-årige op, da de gik langt ude på Skarresø. De er nu sigtet for ulovlig færdsel.

Ifølge TV2 kan det koste en bøde på 1000 kroner, hvis man bevæger sig ud på isen, når den ikke er godkendt til færdsel.

På Bornholm er to tiårige reddet i land fra isen på regnvandsbassinet i Rønne. Senere er fire hentet i land fra Zahrtmann Sø.

Man må kun gå ud på isen, hvis der er opsat skilte, som angiver, at den er sikker. Det vurderes af den enkelte kommune.

Det varierer fra sted til sted, hvor tyk isen skal være. Typisk skal den være minimum 13 centimer tyk.

I Aarhus skal der være et 16 centimer tykt lag is på byens søer, før man må gå på isen. Det er der et stykke vej til, da den senest er målt til seks centimer.

Både Københavns og Østjyllands Politi har lørdag været ude med advarsler om, at man ikke bør færdes på de tilfrosne søer.

Frem til klokken 14 havde Københavns Politi sigter ti personer for ulovlig færdsel på søerne i henholdsvis Ørstedsparken, Ryparken og Fælledparken.

Østjyllands Politi havde ved 17-tiden ikke sigtet nogen. Flere har dog fået besked på, at de ikke må færdes på isen.

/ritzau/