Fældet: Sådan tjekker kommunen dig

18. dec 2013, 15:15
Denne video gennemgår pædagogisk, hvordan kommunen tjekker, om du snyder systemet.

 

"Står begge jeres navne på invitationen til en 30-års fødselsdag?" Sådan lyder et af punkterne på Fredericia Kommunes tjekliste for, om du mon snyder med den offentlige ydelse og reelt bor sammen med din partner, selvom du har oplyst det modsatte.

Videoen 'Reelt enlig,' som kommunen udgav sidste sommer har fået ny relevans med kontanthjælpsreformen, der træder i kraft den 1. januar.

Reformen pålægger samlevende par den gensidige forsørgerpligt, som hidtil kun har været gældende for gifte par. Reglerne om at forsørge hinanden gælder, hvis begge parter er fyldt 25 år.

Det har fået en del par til at melde ud, at de er nødt til at flytte hver for sig, hvis de skal kunne føre en tålelig tilværelse.

Men flytter man nu også hver for sig - eller er der tale om socialt bedrageri?

I denne video gennemgår en kvinde pædagogisk, hvordan Fredericia Kommune metodisk vil undersøge, hvorvidt du er 'reelt enlig' eller bor sammen med din kæreste.

Man vil for eksempel se på, om I sover sammen, hvor tit og hvorfor. Hvis det kun er en gang om måneden, og kæresten sover på sofaen, kan der være tale om, at man bare passer børnene.

Kommunen vil også kigge med, når I bevæger jer rundt sammen: Går I hånd i hånd, når i handler sammen for eksempel?

Mød selv den pædagogiske dame i Fredericia Kommunes video herover.