Facebookfeber: 15.000 raser over stress

7. nov 2013, 13:15
Flere end 15.000 danskere er hoppet på Facebookgruppen Fra stress til trivsel og debatterer livligt blandt andet om der er luft i hverdagen til at spise frokost.

“Det bør være strengt forbudt at spise frokost ved skrivebordet,” skriver en bruger af Facebook-gruppen “Fra stress til trivsel.”

Her blander over 15.000 danskere sig i diskussionen om et skrantende velbefindende på grund af stress, og flere brugere  kommer hele tiden til.

Den seneste debat handler om noget så grundlæggende i arbejdslivet som frokostpausen. Og ud fra indlæggene at dømme er det bestemt ikke givet, at der er tid til den slags i løbet af en arbejdsdag.

“Jeg er Sosu-assistent og det har vi ikke tid til, før der er flere hænder til omsorgsplejen,” skriver Dorthe Tillerup.

“Som folkeskolelærer spiser jeg med 24 elever, mens jeg tørrer mælk op og er ved at få hver anden bid i den gale hals,” skriver Pia Merete-Olesen.

“Spisepause sammen? Desværre - alt for ofte er der ikke tid til at spise sammen på min arbejdsplads, en hospitalsafdeling,” skriver Ida Møller Jørgensen.

Hver syvende dansker føler sig stresset “hele tiden” eller “ofte”, når de er på arbejde, viser de seneste tal fra Videncenter for Arbejdsmiljø.

Facebook-gruppen er en del af en kampagne, der skal være med til at komme stress til livs ved at have en åben dialog om det på arbejdspladsen.

Læs mere om kampagnen