Facebook tjente 179 milliarder sidste år

20210127231105578_1000
Antallet af månedlige brugere af Facebook steg 12 procent i 2020 under coronakrisen. 2,8 milliarder brugere bruger Facebook hver måned, fremgår det af regnskab. (Arkivfoto) Foto: Olivier Douliery/Ritzau Scanpix
27. jan. 2021 23.18
Antallet af månedlige brugere af Facebook steg 12 procent i 2020 under coronakrisen.

Sociale medie-koncernen Facebook kommer ud af 2020 med et overskud på 29,146 milliarder dollar - svarende til omkring 179 milliarder kroner.

Det fremgår af Facebooks årsregnskab onsdag aften.

Det er en stigning på 58 procent sammenlignet med 2019.

Her opnåede Facebook et overskud på 18,49 milliarder dollar, svarende til 113,5 milliarder kroner.

Facebook har under coronapandemien oplevet en stigning i antallet af brugere.

Det skyldes, at flere generelt har arbejdet hjemme, mens det samtidig har været sværere at ses på grund af diverse coronarestriktioner i de forskellige lande.

Derfor har der været større efterspørgsel efter at rykke den sociale kontakt over på sociale medier.

2,8 milliarder mennesker brugte Facebook månedligt ved udgangen af december. Det er en stigning på 12 procent.

Samtidig brugte 3,3 milliarder mennesker en af Facebooks andre apps, inklusiv Instagram, WhatsApp og Messenger.

Under coronakrisen er der også sket en stigning i antallet i reklameindtægterne, og det er her, størstedelen af Facebooks indtjening kommer fra.

Det gælder både på mediet af samme navn, beskedtjenesterne Messenger og WhatsApp og billedtjenesten Instagram, som Facebook også ejer.

Det er de mange brugere på de sociale medier og den store viden om dem, som gør medierne til interessante steder at annoncere.

At vi generelt har været mere hjemme, har også skabt luft under Facebooks handelsnetværk.

Antallet af dem, der bruger "Instagram Shopping" og "Facebook Marketplace" er steget sidste år.

Facebook blev grundlagt i 2004 af blandt andre Mark Zuckerberg, der fortsat er den øverste direktør i selskabet.

I starten var det kun for studerende på Harvard University, hvor Zuckerberg studerede. Siden har det spredt sig til hele verden.

Selskabet gik på børsen i 2012, hvor aktien blev handlet til 38 dollar. Siden er aktiekursen steget til over 250 dollar.

/ritzau/