Få nu fyrværkeri forbudt for private

Liliane_Murray
7. feb. 2021 10.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Et borgerforslag, 'Forbyd salg af fyrværkeri til private' har på rekordtid opnået de nødvendige 50.000 underskrifter. Dette forslag, fremsat den 27. januar 2021, skal nu debatteres i folketinget.

Jeg er efterhånden gammel i gårde og har rundet de første tre snese år. Jeg har ikke selv holdt nytår eller fejret det i omkring 40 år, det er jeg for ansvarsbevidst til i forhold til mine dyr, nulevende såvel som hedengangne.

LÆS OGSÅ: Veganerparti vil forbyde fyrværkeri og indføre amme-ret

Hvad jeg har kunnet observere er, at omfanget af brugen af fyrværkeri er steget eksponentielt gennem de sidste årtier. Alene i 2020 forventedes salget at stige med 13 pct. og fyrværkeriet er eksponentielt blevet stadigt kraftigere.

Mange især ældre lider under denne aktivitet, men som mennesker kan mange dog rationalisere angsten bort. De fleste ved godt, at det kun er en fase og at snart vender hverdagen tilbage. At påføre et andet menneske eller et dyr en sådan angst er at ligne med et overgreb. Med mishandling.

De allerfleste af os er i hverdagen 100 pct. imod dyrplageri, men når det kommer til nytårsaften, så går vores principper og overbevisninger fløjten
Liliane Murray

At de fleste mennesker kan forstå, at det bare er sjov og ballede, og at det ophører igen, er en ting, sådan er det ikke med dyr, hverken vores kæledyr, husdyr eller de vilde dyr og fugle kan forstå, hvad det er, der sker. De ved bare, at det er frygtindgydende, de forstår ikke, at det er mennesker, der bare vil have det sjovt.

De rammes af dødsangst. For hunde gælder det, at 44 pct. lider nytårsaften, de tror instinktivt, at nu er enden nær. De vil helst flygte, men har ingen steder at flygte hen. De fastholdes i mareridtet.

LÆS OGSÅ: Markant stigning i import af ulovlig fyrværkeri

Min egen psykiatriske servicehund, der lider af fonofobi, grundet et tidligere traume, var så stresset, at jeg var bange for, at han skulle gå i chok. Hans hjerte arbejdede på overtid og hans blodtryk var skyhøjt. Han græd. Han skreg.

Intet kunne berolige eller trøste ham. Det til trods for, at han havde fået max dosis beroligende medicin.

Nytårsaften overvejede jeg helt reelt, om jeg skulle ringe til dyrlægevagten og få en dyrlæge ud, til at aflive ham på stedet, jeg kunne ikke udholde, at se ham så ulykkelig, bange og stresset. Alene ignorance og dumhed kan undskylde vores adfærd nytårsaften og i dagene før og efter.

De allerfleste af os er i hverdagen 100 pct. imod dyrplageri, men når det kommer til nytårsaften, så går vores principper og overbevisninger fløjten.

For mig som socialt isoleret og psykisk syg er min hund mit liv. Det er ham, der giver mig en grund til at leve videre. Det er ham der sørger for struktur i min hverdag, og får mig ud af hjemmet og ud blandt andre mennesker.

Uden ham ville jeg intet liv have tilbage.

Alligevel må jeg i de kommende dage eller uger, gå den tunge gang og vurdere, om han ville kunne komme igennem endnu et nytår, eller om jeg inden næste december skal få ham aflivet. Det er den eneste tilbageblevne mulighed jeg har. For i et lille land som Danmark er der ingen steder man kan flygte hen med sin hund og vide, at her er der fred.

Men det handler sig om for mig, ikke bare om min egen hund, men om alle de hundrede tusinder af hunde og katte, der sammen med de vilde dyr og fugle hvert år lider og traumatiseres, nogle dør endog eller må aflives som konsekvens af brugen af fyrværkeri.

I Danmark er loven omkring brugen af fyrværkeri meget liberal. Den sætter så at sige ingen grænser for dumhed og hensynsløshed. De grænser, der er, overskrides i stor stil. Således begynder affyringen af fyrværkeri, hvor jeg bor, allerede ultimo november og fortsætter et stykke ind i januar.

LÆS OGSÅ: Politiet kæmper med mange kanonslag og ulovlig affyring: - Det er en pestilens

Det mærkes også på de danske skadestuer. Hvor dem, der har fået skader, kommer ind til behandling, og her har direktøren for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm på Aftenshowet (DR1) udtalt, at han er imod fyrværkeri, alene af den grund. Der er store både helbredsmæssige og økonomiske konsekvenser for hele samfundet.

En fortsat legalitet af fyrværkeri koster også det danske samfund i form af oprydning, hærværk og, ikke at forglemme, Christiansborg Slotskirke, der brændte under karnevallet i 1992.

Med fyrværkeriloven, som den er, ses dyr som ting og ikke som levende væsner på lige fod med mennesker, et arkæisk og etnocentrisk syn på os selv og den verden vi lever i. Dyrs rettigheder til livet ses ikke som ligeværdige til vore egne rettigheder.

Fordi mange endnu ikke anerkender dyrenes ret til livet, som ligestillet med vores egen, faciliterer loven det, der kun kan betegnes som bevidst eller ubevidst dyrplageri. Og her lander ansvaret i sidste ende på politikernes bord.

Liv skal respekteres, simpelthen fordi det ér. Men for vores fornøjelses skyld, stikker vi hovedet i sandet og benægter problemets omfang. Vi forgøgler os selv, at det ikke er så slemt, som det rent faktisk er.

Der findes yderligere adskillige gode grunde til at forbyde brugen af fyrværkeri for private. Men så at sige ingen holdbare grunde til at bevare retten til samme.

99 pct. af det fyrværkeri, der bliver solgt i Danmark, produceres i Kina. Her ødelægger man naturlige økosystemer og sårbare naturområder i jagten på de tungmetaller, der bruges i fremstillingen.

Til selve fremstillingen bruges der ofte børnearbejdere, og man kan heller ikke se bort fra, at transporten af fyrværkeriet fra Kina og til Europa, alt andet lige, forøger udslippet af CO2. Kun 1 pct. af det fyrværkeri, der bruges, fremstilles i Danmark. Det vil sige, at den danske produktion kun bidrager med meget lidt til det danske BNP. For ikke at tale om alt det affald der ligger og flyder rundt om i byerne og ude på landet.

Udover de tungmetaller der bruges i fremstillingen, tilsættes der pesticider til fyrværkeriet, der alt sammen er med til at gøre det sundhedsskadeligt, endog kræftfemkaldende. Tungmetallerne der bruges og skydes op i luften, ender med at komme tilbage til jorden. Indeholdt i regndråberne siver det ned i vores grundvand til fare for folkesundheden og naturen.

99 pct. af det fyrværkeri, der bliver solgt i Danmark, produceres i Kina. Her ødelægger man naturlige økosystemer og sårbare naturområder i jagten på de tungmetaller, der bruges i fremstillingen.
Liliane Murray

Danmark vil så gerne være et foregangsland, vi kan godt lide det billede af os selv. Alligevel og på trods af, at der er et stort flertal, ca. 2/3 af befolkningen ønsker, at der strammes op, synes der at være en politisk berøringsangst i forhold til at gøre det rette, nemlig at indføre et forbud mod fyrværkeri til private. Her kommer 1/3 af befolkningens hensynsløse fornøjelser forud for de 2/3 og for alt andet. Det er alt andet lige – udemokratisk.

Derfor appellerer jeg til regeringens og folketingets medlemmers empati, deres miljøbevidsthed og deres sunde fornuft; få nu forbudt fyrværkeri for private. Jeg appellerer til, at man træffer de rette beslutninger, hvor kun uddannede pyroteknikere kan producere og bruge fyrværkeri.

Det kan godt være, at fyrværkeri glimter flot på himlen, men lad os nu endelig få set på fyrværkeriets mørke sider. Hvis det ikke sker under denne regering, så sker det nok aldrig.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].