Få henter brænde i skoven

10. okt 2008
Danskerne er vilde med ild i brændeovnen, men trods finanskrise og høje oliepriser gider vi ikke selv at bøvle med at hente træet i skoven.

 

Det er ellers ti gange så billigt at købe et såkaldt sankekort og selv hente brænde i skoven som at få kløvet træ leveret direkte til døren.

I Dansk Skovforening, der repræsenterer skovejere i godt 40 procent af de danske skove - fortrinsvis de kommunale og private - er man forundret over den manglende interesse for selv at hente brænde.

"Interessen er mærkelig nok nedadgående, og den har været nedadgående i alle de år, hvor det er gået godt med privatøkonomien," siger informationschef Martin Einfeldt fra Dansk Skovforening til Nyhedsbureauet Newspaq.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Samme melding kommer fra skovfoged i Skov og Naturstyrelsen Hans Kolling Andersen, der har sin daglige gang i skovene nord for København, nærmere betegnet i Jægerborg Hegn. 20 procent af de danske skove er statsejede.

"Efterspørgslen efter brænde er p.t. ikke så stor, men det har også været opgangstider i mange år. Dem, der sankede brænde for at spare penge, er holdt op. Men hvis der kommer en ny kartoffelkur, så vil den helt klart være stigende igen," siger han til Newspaq.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at den brændemængde, som de danske skove producerer til private danskere på to år er faldet med 20 procent fra 470.000 kubikmeter i 2005 til 380.000 kubikmeter i 2007.

En husstand, der bruger 2.000 liter olie på et år, kan spare mere end 10.000 kr. hvert år ved selv at sanke brændet i skoven. Med et sankekort koster en rummeter brænde typisk mellem 30 og 175 kroner afhængig af brændets art og skovens beliggenhed, og som tommelfingerregel kan en rummeter bøgebrænde erstate 100 liter olie.

"De gamle sankere holder ved, til de dør eller til deres helbred ikke kan holde til det mere, og så kommer der ikke nye sankere til," siger Martin Einfeldt, der mener, at skovene må satse på en ny målgruppe - nemlig børnefamilierne.

"Vi skal gøre opmærksom på, hvor god en oplevelse, det er - også for hele familien - at tage ud i skoven og lave brændet og komme hjem og selv flække det."

Via hjemmesiden www.skovforeningen.dk kan man få overblik over mulighederne for at sanke brænde i godt 200 skove.

Det kræver en trailer, en motorsav og en økse at blive sanker, da træet skal samles sammen, skæres op og fragtes hjem. Der findes ikke en samlet opgørelse over, hvor mange danskere, der selv henter brænde i skoven.

/Newspaq/

faktaboks