Eva Kjer lagde sig fladt ned for Coca Cola

24. nov 2009
Fødevareminister Eva Kjer Hansen V gik på kompromis med folkesundheden og droppede store dele af kampagne mod børns sodavandsdrikkeri efter pres fra Coca Cola.

”Max en halv liter om ugen”.

Sådan lyder det sunde budskab til børn og unge i en kampagne mod juice og sodavand fra Fødevarestyrelsen. Men det budskab fik sodavandsgiganten Coca Cola hurtigt sat en stopper for.

Dokumenter fra Fødevarestyrelsen, som Avisen.dk har fået aktindsigt i, viser, at fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tidligere på året bøjede sig for pres fra Coca Cola og droppede væsentlige dele af den stort anlagte kampagne.

Fik høfligt trusselsbrev

Budskabet om højst en halv liter sukkervand om ugen blev udsendt via en kampagnehjemmeside, internetbannere på B.T.'s, Politikens og Artos hjemmesider og 70.000 GO-Cards. Det stod med fine, hvide skrifttegn på rød baggrund og med små sodavandsflasker som dekoration.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det fik Coca Cola til at rasle med sablerne og sende et brev til Fødevarestyrelsen, hvor man gjorde opmærksom på, at styrelsen brugte mærker og former, som til forveksling ligner Coca Colas.

”Denne brug af (Coca Colas) forretningskendetegn er egnet til at skade mærkernes eksklusivitet og anseelse i almindelighed. Brugen er derfor uberettiget og utilbørlig,” står der i brevet.

Rystede i bukserne

Det var åbenbart for hård kost for både styrelsen og fødevareminister Eva Kjer Hansen, der holdt hastemøde om sagen. De trak store dele af den million kroner dyre kampagne tilbage. Man stoppede tusinder af internetreklamer og 30.000 ud af de 70.000 GO-Cards, som skulle have forhindret børn på McDonald’s i at fylde sig med sodavand.

Dermed blev kampagnen kun set af halvt så mange som planlagt, viser tal, som Avisen.dk også har fået aktindsigt i.

Fødevarestyrelsen forsvarer sig med, at den undgik en varemærkesag.

”Vi vurderede, at kampagnen krænkede Coca Colas varemærke, derfor stoppede vi udsendelsen af GO-Cards,” siger Else Molander, der er kontorchef i Fødevarestyrelsen.

Kampagne helt lovlig

Men styrelsen spurgte ingen advokat eller jurist, om Coca Cola nu også havde ret i sin påstand. Havde Fødevarestyrelsen gjort det, havde den formentlig fået at vide, at kampagnen var lovlig. Det siger advokat og specialist i varemærker Johan Løje.  

Avisen.dk har forelagt sagens akter for Johan Løje, og han er ikke i tvivl:

”Det er kluntet af Fødevarestyrelsen, at bruge Coca Colas velkendte flaske i sin kampagne. Men det er lovligt, for styrelsen kan kun krænke Coca Colas varemærke, hvis den misbruger det i erhvervsmæssig sammenhæng for eksempel for at tjene penge. Her var formålet at oplyse befolkningen,” siger Johan Løje.

I lommen på industrien

SF's Fødevareordfører Pia Olsen Dyhr er rystet over, at Coca Cola bare skal skrive et brev for at få en minister til at stoppe en sundhedskampagne.

”Det er fuldstændig absurd, at en gigantisk koncern kan få lov at påvirke en offentlig kampagne til skade for sundheden og de børn, som fylder sig med alt for meget sukker. Eva Kjer Hansen viser igen, at hun er i lommen på erhversvlivet,” siger Pia Olsen Dyhr.

Ville ikke hænge Coca Cola ud

Fødevarestyrelsen erkender, at Coca Cola har store interesser i at spænde ben for kampagner mod sukker. Alligevel fastholder den, at det var rigtigt at stoppe udbredelsen af GO-Cards og ændre hjemmesidens og internetreklamernes udseende.

”Vi betragtede det ikke som nogen stor sag. Vi undersøgte ikke, om kampagnen var ulovlig. Vi regnede med, at det havde Coca Cola styr på. Det kan godt være, at det var en fejl. Men vi har ingen interesse i at hænge et enkelt firma ud, så vi stoppede dele af kampagnen,” siger Else Molander.

Fralægger sig ansvaret

Avisen.dk ville gerne have spurgt Eva Kjer Hansen, hvorfor hun tillod Coca Cola at få indflydelse på en kampagne, der skulle gavne børns sundhed.

Men hun vil ikke kommenterer sagen. Hun sender ansvaret videre til sine embedsmænd i Fødevarestyrelsen, selv om det ifølge sagens akter var hende, der gav grønt lys for at droppe kampagnen.

Læs også:
Eva Kjer Hansen fralægger sig ansvaret

Coca Cola: Vi ville ikke stoppe kampagne

Coca Cola afviser, at formålet med brevet var at skade kampagnen mod sodavand. Giganten mener, at Føderavstyrelsen hang en spiller på markedet mere ud end andre ved at bruge røde og hvide farver og Coca Colas flaskeform.

"Fødevarestyrelsen skal selvfølgelig føre kampagner af enhver art. Men der er ingen grund til at give vores mærke en mere fremtrædende plads i forbindelse med en sådan kampagne," siger pressechef for Coca Cola i Danmark, Mikael Bonde-Nielsen.

Om børn og sukker
  • 6 ud af 10 børn får mere energi fra sukker end de maksimalt anbefalede 10 procent.
  • Børn og unge drikker 4 gange mere sukkersødet sodavand og saft end anbefalet.
  • Salget af læskedrikke er steget med 50 procent siden 1985.
  • Børn og unge får 80 procent af deres sukkerforbrug fra slik, chokolade, kager, sodavand og saft.

    Kilde: 2008 tal fra Fødevarestyrelsen.