Emine Barut Jeppesen, der er socialpædagog på JAC, har arbejdet på kompetencecentret i tre år. Foto: Morten Madsen

Dropper hierarkiet: Medarbejdere ansætter selv kolleger og styrer økonomien

21. sep 2020, 19:30
For andet år i træk har Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret (JAC) i Gentofte fået titlen som Europas Bedste Offentlige Arbejdsplads. A4 Arbejdsmiljø har besøgt arbejdspladsen, der har haft stor succes med ledelsesstrategien '90 procent ledelsesløs'.

Det summer af liv og glæde hos Job-, Aktivitets- og Kompetencecenterets (JAC), der ligger klemt inde i et lille åndehul mellem de pulserende trafikårer Motorring 3 og Nybrovej i den yderste forpost til Gentofte Kommune, da A4 Arbejdsmiljø besøger kompetencecentret.

Om den gode stemning skyldes, at JAC den 10. september 2020 for andet år i træk har fået titlen som Europas bedste offentlige arbejdsplads, eller om det er et udtryk for den generelle stemning på kompetencecentret, skal være usagt.

Ifølge centerleder på JAC, Ann-Christina Matzen Andreasen, bunder den succesfulde udvikling, arbejdspladsen har været igennem, i ledelsesstilen på JAC.

- Ledelsesstilen hedder '90 procent ledelsesløs', hvor vi har lavet et opgør med hierarkiet og det klassiske ledelsesdomæne. Det betyder i praksis, at medarbejderne selv ansætter deres egne kolleger, ligesom det er medarbejderne selv, der laver organisationens strategi, styrer økonomien og så videre.

Lederopgaven består ifølge Ann-Christina Matzen Andreasen i dag mere i en faciliteringsopgave, hvor ledelsen sætter rammerne og dækker bordet, og så sætter medarbejderne sig ned og træffer beslutningerne i fællesskab.

Med al sandsynlighed er det her større ansvar, vi har som medarbejdere, også grunden til, at vi nu igen kan kalde os for Europas bedste offentlige arbejdsplads
Emine Barut Jeppesen, socialpædagog på JAC

- Som leder har jeg altid været meget optaget af, hvad vi kan opnå i fællesskab ved at nedbryde hierarkier og dele ud af magten. Det, har jeg altid synes, giver supergod mening, siger hun og tilføjer: 

- Og så kan jeg jo bare se, hvad det gør ved os allesammen: Medarbejdernes arbejdsglæde er skudt i vejret, og det smitter af på borgerne.

Kompetencecentret JAC, der har i alt 111 medarbejdere, er et kompetence- og udviklingscenter, der tilbyder over 20 forskellige tilbud inden for kompetenceudvikling, aktiviteter, beskæftigelse, afklaringsforløb samt fysio- og ergoterapi til borgere med fysiske og psykiske handicap.

Den rivende udvikling, JAC har været igennem i de senere år, har haft en stor, positiv effekt for både medarbejdere og borgerne med særlige behov, der benytter tilbuddet. Magtanvendelse over for borgerne er faldet med 64 procent, og Socialtilsynet giver JAC positive anmærkninger. 

- Arbejdsglæden blandt medarbejderne har fået et gevaldigt nøk op. De sidste to år har vi ansat 20 nye kolleger, som alle fortsat er ansat – på nær to, der er flyttet til Jylland. Sygefraværet er i bund, og vores økonomi er kommet i balance, forklarer Ann-Christina Matzen Andreasen.

'Medbestemmelsen betyder alt'

En af centerlederens 111 medarbejdere er Emine Barut Jeppesen, der arbejder som socialpædagog hos JAC.

For hende har ledelsesmodellen '90 procent ledelsesfri' meget stor betydning for hendes arbejdsglæde.

- Medbestemmelsen betyder næsten alt, havde jeg nær sagt. Det er helt bestemt med til at løfte vores faglighed på arbejdet. Med al sandsynlighed er det her større ansvar, vi har som medarbejdere, også grunden til, at vi nu igen kan kalde os for Europas bedste offentlige arbejdsplads, siger Emine Barut Jeppesen og fortsætter: 

- Hvis vi vil købe nogle ting, så skal vi ikke først op og vende det med den øverste leder, så længe vi kan se, der er penge til det. Vi har selvfølgelig nogle overordnede rammer, men den her frihed gør, at man nemmere kan løbe med sine idéer, når der ikke i hele tiden er de der klassiske bureaukratiske processer. 

Borgeren Christian Biehl bliver assisteret af ergoterapeaut Martin Branebjerg fra JAC‘s beskæftigelsestilbud 'Raastof Medie'. Foto: Morten Madsen

For et års tid siden fik Emine Barut Jeppesen og de øvrige medarbejdere på JAC fornøjelsen af selv at udarbejde JAC‘s organisationsdiagram. Og det var uden, lederne sad med ved bordet: 

- Det var meget sjovt, for vi sad jo hele personalet samlet og skulle pludselig sidde og snakke om, hvordan organisationen skal sammensættes. Det tror jeg ikke, der var mange af os ansatte, der havde prøvet før. Vi havde stort fokus på, hvad der ville give bedst mening at gøre. Vores ledere har taget rigtig godt imod det organisationsdiagram, vi fandt frem til, siger Emine Barut Jeppesen.

Her fandt medarbejderne frem til en organisationsstruktur, hvor JAC‘s i alt 22 teams blev fordelt på fire områder, hvorefter hver enkelt leder kunne vælge, hvem der skulle lede de enkelte områder. 

Det virker, som om I har et fantastisk arbejdsmiljø herude på JAC. Hvis fortjeneste er det?

- Uden at skulle være en fedterøv så er jeg i tvivl om, hvorvidt det her ville være lykkedes uden Ann-Christina. Hun vil nok sige, at det er os medarbejdere. Men jeg har aldrig mødt en leder som hende før: Hun er lidt tosset, men frem for alt megaskarp og har masser af gode ideer. Hun er der altid, siger Emine Barut Jeppesen med et glimt i øjet. 

'De fagprofessionelle er ekstremt kompetente'

Den 'lidt tossede' chef er da også ganske tilfreds med resultaterne af at 'sætte de fagprofessionelle fri', som hun selv kalder det.

- For år tilbage stod vi med nogle ret store økonomiske problemer, og så var det egentlig vi begyndte at introducere den her struktur, hvor vi spurgte: 'Hvorfor skal vi centralisere nu, hvor der er krise i økonomien? Hvorfor ikke lægge hele budgettet ud til medarbejderne?' Her lykkedes vi med at få pengene til at række længere i fællesskab og få økonomien på ret kurs, siger Ann-Christina Matzen Andreasen og fortsætter: 

- Det er blevet en fuldstændig transparent organisation: Hvis vi skal spare, så er det alle kortene på bordet og sige: 'I administrerer driftsbudgettet, så hvad gør vi?' De fagprofessionelle er ekstremt kompetente til at træffe beslutninger, så hvorfor ikke give dem medbestemmelse?

LÆS OGSÅ: Leder af Europas bedste offentlige arbejdsplads: Forudser et paradigmeskifte i ledelsesstilen i den offentlige sektor

Den internationale analyse- og konsulentvirksomhed Great Place to Work kårer hvert år Europas Bedste Arbejdspladser. Ud af 3.000 organisationer kommer 125 med på listen over Europas bedste arbejdspladser. JAC er den eneste offentlige arbejdsplads på listen.

JAC har også tidligere vundet prisen som Danmarks bedste offentlige arbejdsplads i 2018 og 2019. Prisen i 2020 er endnu ikke uddelt.

Årets titel blev fejret på JAC den 11. september med surprise-morgenmad for personalet, cupcakes til alle borgere og masser af glitter og glimmer, men desværre ikke sammen grundet coronarestriktioner.


En gruppe borgere, der benytter sig af JAC‘s kursus i medieproduktion, holder pause forud for eftermiddagens strabadser på medieværkstedet 'Raastof Medier', der er et af JAC‘s mange tilbud. I front ser vi Mikkel Borchmann med Morten Nyrup i baggrunden. Foto: Morten Madsen