At foreslå lovbestemt mindsteløn i Danmark er det samme som at foreslå mere fattigdom, utryghed og ulighed herhjemme.  Det mener Marianne Vind, der stiller op til Europa-parlamentsvalget for Socialdemokratiet. 

Hun fik morgenkaffen galt i halsen, da hun i A4 Nu læste, at Kristendemokraternes konstituerede formand Isabella Arendt vil bekæmpe social dumping ved at indføre minimumslønninger via lovgivning.

LÆS OGSÅ: Kristent stjerneskud i opgør med den danske model: Vil indføre lovbestemt mindsteløn

- Hvis det er den politik, som Kristendemokraterne vil gennemføre på Christiansborg, håber jeg virkelig ikke, at partiet kommer over spærregrænsen. Lovbestemt minimumsløn er jo en bombe under det danske arbejdsmarked og vil medføre så stor social utryghed og ulighed, at jeg slet ikke kan få det til at rime med, at Kristendemokraterne gerne vil fremstå som et socialt ansvarligt borgerligt parti, siger Marianne Vind. 

Kristendemokraternes formand foreslår i A4 Nu, at Danmark skal indføre lovbestemt minimumsløn. 

- Jeg er overbevist om, at en minimusløn vil komme dem, som ikke er organiseret i faglige foreninger, til gode og afskaffe social dumping, siger Isabella Arendt. 

Vejen til working poor

Men der tager hun grueligt fejl, mener Marianne Vind.  

- Lovbestemt minimumsløn er vejen til working poor. Det er en meget dårlig idé. Vi har ikke nogen eksempler fra hele verden, hvor lovbestemt minimumsløn har været med til at skabe bedre vilkår, fastslår den socialdemokratiske EU-kandidat.  Hun henviser til, at op imod otte millioner tyskere arbejder til en timeløn på 9,19 euro eller knap 70 kroner.

I Tyskland har man nemlig ligesom i 21 andre EU-lande en mindsteløn, hvor politikerne en gang om året beslutter, hvad rengøringsassistenter, håndværkere og servicearbejdere minimum skal tjene i timen. I Tjekkiet er mindstelønnen lige nu 3,11 euro i timen, eller cirka 25 kroner, mens den i Frankrig er godt ti euro eller 75 kroner.

- De lovbestemte mindstelønninger er elendige og umulige at leve af. Folk hænger fast og kan ikke komme væk igen. Hvis Isabella Arendts forslag blev til virkelighed, vil det være forringelser for danske lønmodtagere. Det er helt forfærdeligt, og jeg vil kæmpe imod lovbestemt minimumsløn både herhjemme og i Bruxelles, siger hun.

Ikke løsningen på noget som helst

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har også luftet tanken om en lovbestemt mindsteløn for at bekæmpe social dumping. Men Marianne Vind betoner, at det både er en vildfarelse, et ideologisk angreb mod den danske model og en vej til at gøre det lettere for arbejdsgivere at slippe billigere i lønudgifter.  

- Lovbestemt minimumsløn er ikke løsningen på noget som helst og slet ikke social dumping.  Vi er oppe imod svindel og illegal arbejdskraft, og derfor skal vi have meget mere kontrol for at sikre, at de regler, der allerede er, bliver overholdt. Vi skal have id-kort, så vi har styr på, hvor folk er ansat, hvornår de blev ansat, og hvem, der betaler deres sygesikring,  siger hun og noterer, at VLAK-regeringen har skåret ned på social dumping-indsatsen de seneste år.

- Min store drøm er, at fagforeningerne har adgang til at komme ind på alle arbejdspladser og fortælle lønmodtagerne om deres rettigheder. Det vil betyde helt vildt meget, for rigtig mange vandrende arbejdstagere ved ikke, hvilke rettigheder de har, fastslår Marianne Vind.

Udenfor Valby Bakke

I de seneste uger har hun deltaget i et hav af valgmøder og været rundt på Sjælland for at møde vælgere og diskutere EU-politik.

- Når man kommer uden for Valby Bakke er social dumping virkelig noget, der bliver talt om. Det er svært at gå ind til ledelsen og bede om mere i løn, hvis der på byggepladsen går nogle og arbejder for det halve. Eller hvis man kan se, at alle lastbilchaufførerne på rastepladsen kører for en tredjedel af lønnen, hvordan skal man så gå ind til chefen og sige, at man gerne vil have mere i løn, fordi man giver den en skalle og også er god til kundeservice , siger hun.

Marianne Vind noterer, at sociale klausuler på store offentlige byggerier, og pensionskasser der stiller krav om ordentlige løn- og arbejdsvilkår i forbindelse med investeringer, sammen med mere kontrol og bedre tilsyn er vejen til at bekæmpe social dumping.