Tæt på verden: Et mareridt at få mad på bordet

30. apr 2011
Højere globale priser rammer verdens fattigste befolkning hårdt. I Kenya og Uganda sætter stigende priser de fattige i en umulig situation.

Stigende mad og oliepriser rammer verdens fattigste hårdt og kontant.

De allerfattigste synker længere ned i ekstrem fattigdom, men også dem, der tidligere kunne få deres husholdning til at løbe rundt, er i stor fare for at blive skubbet ud i fattigdom.

Her er eksempler på, hvordan galoperende priser rammer helt almindelige folk i Kenya og Uganda, der i de seneste uger har været vidne til voldsomme protester.

Kenya: Fortjeneste er halveret

Disel er steget med 14 procent i byen, mens benzin er steget med 8 procent.

"Stigende benzinpriser har halveret vores fortjeneste i den sidste måned,” siger Ahmed Bwanamaka, der er køre en såkaldt tuk-tuk – en trehjulet taxi.

Prisen for offentlige transport er også blevet dyrere.

Mary Karanja, som bor i Kaptembwa slumområde i nærheden af byen Nakuru har ikke længere råd til at tage bussen på arbejde.

”I november 2010 kostede billetten 80 øre, nu er det steget til det dobbelte. Jeg tjener 251 kr. om måneden og 98 kr. er for meget at bruge på transport, når jeg skal have råd til både husleje og mad til mine to børn.

Uganda: Ingen penge til salt og sæbe

Prisen på majsmel er steget 114 procent over det sidste år.

”Det er blevet et mareridt at få mad på bordet til hele familien,” siger Christine Amony, der sælger bananer i byen Gulu.

”Vi har ikke råd til at købe varer, for priserne stiger hver dag”, siger hun. Hun har fire børn og lever i slumkvarteret Kony Paco.

”Vi spiser et måltid om dagen. Det er om aftenen og består af cassava (en rodfrugt red.) og bønner. Men er ikke nok til at gøre os mætte”.

Robinnah Nakuya, der sælger kul på det centrale marked i Ugandas hovedstad Kampala, siger:

”Jeg plejer at købe en pakke kul for 30 kr., nu er prisen steget til det dobbelte. Vi har ikke længere råd til salt og sæbe. Jeg er alenemor til tre børn. Jeg beder regeringen om at sænke prisene, så vi har råd til at købe varer.

Kilder: IRIN News

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.