- Jeg er blevet mere glad for at stå op i forhold til, da jeg var på kontanthjælp og skulle ud på sådan nogle aktiveringssteder. Der gad jeg faktisk ikke at møde op, fortæller Erik Koch. Foto: Pressefoto: Cabi og Rekruttering fra Kanten

Kontanthjælps­modtageren Erik kom i arbejde efter skuddrama: 'Et mega hårdt liv'

19. jul 2020, 09:00
Et blodigt overfald fik Erik Koch til at tage et opgør med en ungdom præget af kriminalitet.

Klokken tyve minutter over fire en kølig novembernat i 2017 blev døren sparket ind i en lejlighed i Næstved. Indenfor lå den i dag 28-årige Erik Koch og sov, da to mænd brød ind.

En pistol blev rettet direkte mod ham, mens han stadig lå i sin seng. Skuddene ramte ham i arme, ben, mave og tommelfinger, og han var efterfølgende i så kritisk tilstand, at ingen vidste, om han ville overleve.

Langsomt kom han sig, og skudepisoden blev et vendepunkt. Et brud med et rockermiljø, som Erik Koch havde færdes i, siden han var 16 år gammel.

- Det var sgu ikke fedt at se, hvor ked af det familien var. Og så tænkte jeg, at så måtte jeg også komme videre fra det lort, jeg var i gang med, siger han til A4 Arbejdsliv.

Han havde tidligere siddet i fængsel og længe haft svært ved at se sin vej ud af den kriminelle løbebane.

- Det var et mega hårdt liv. Man skal hente penge for andre folk, hvis nogen ikke betaler, og hvis jeg skyldte penge, skulle de betales tilbage. Det var lidt ligesom en underverden. Man var næsten låst fast i den verden, og man kunne ikke se nøglen til at åbne døren og komme ud i virkeligheden, fortæller han.

Nulstillede alt  

Efter overfaldet besluttede Erik Koch sig for at flytte til Lolland for at starte forfra. Udover vikarjob som nedriver havde han indtil da kun været på kontanthjælp. Han var startet på flere forskellige håndværksuddannelser, men endte hver gang med at droppe ud.

- Det var ikke særlig fedt at sidde fast i kontanthjælp. Da jeg kom herned, kom jeg i genoptræning og bagefter i kontakt med kommunen. De ville gerne have, at jeg skulle ud at arbejde. De mente, at jeg var alt for ung til førtidspension. Det kunne jeg godt se, siger han.

LÆS OGSÅ: Henrik har hjemløse og stofmisbrugere ansat: Nu kan det snart være slut

Erik Koch fik tilknyttet en virksomhedskonsulent gennem projektet 'Rekruttering fra Kanten på Lolland-Falster', og hun var en god støtte, fortæller han.

Han er langt fra den eneste, der er blevet en del af beskæftigelsesprojektet, der har til formål at hjælpe 850 udsatte borgere på Lolland-Falster i job. Indsatsen skal udover at sænke den forholdsvist store gruppe af udsatte ledige på Lolland-Falster også imødekomme områdets voksende behov for arbejdskraft. 

Her spiller lokale virksomheder en nøglerolle, og for Erik Kochs tilfælde blev det lille flyttefirma Stjerneflyt hans vej ind på arbejdsmarkedet.


I dag er Patrick Faxholm glad for, at han lod tvivlen komme Erik Koch til gode. Pressefoto: Cabi og Rekruttering fra Kanten

Firmaets direktør, Patrick Faxholm, havde godt nok sine betænkeligheder ved at ansætte ham som praktikant, da virksomhedskonsulenten fra jobcenteret kontaktede ham. Erik Kochs blakkede fortid trak ned.

- Men det var faktisk min kæreste, der sagde, jeg skulle give ham chancen, og at han måske godt kunne blive en god medarbejder. Det havde hun ret i. Selvom man har været i et hårdt miljø, er det ikke ensbetydende med, at man ikke er en god dreng, siger han.

Noget at stå op til

I dag er Patrick Faxholm glad for, at han lod tvivlen komme Erik Koch til gode, for han viste sig hurtigt at have et godt overblik under flytningerne. Tilmed var han både høflig, ansvarlig og mødestabil. Derfor blev han efter praktikperioden ansat i løntilskud, og siden oktober sidste år har han været fastansat.

- Nu er han den vigtigste person, jeg har i virksomheden. Han har taget fusen på mig. Det er kun dejligt, at jeg har hjulpet en fra et lidt dårligt sted til noget positivt. Det er jeg glad for og stolt af, siger han.

LÆS OGSÅ: Wesley er stofmisbruger og frijobber: Når jeg arbejder tænker jeg ikke på stoffer

Erik Koch har med egne ord fået mere mod på livet efter ansættelsen.

- Jeg er blevet mere glad for at stå op i forhold til, da jeg var på kontanthjælp og skulle ud på sådan nogle aktiveringssteder. Der gad jeg faktisk ikke at møde op, siger han og tilføjer:

- Nu kan jeg møde en halv time til en time før, bare fordi jeg er så glad for mit arbejde.

Læs mere om projektet på Lolland-Falster

Projektet 'Rekruttering fra Kanten på Lolland-Falster' skal afbøde den mangel på arbejdskraft i området, der forventes i de kommende år blandt andet på grund af store infrastrukturprojekter som den nye Storstrømsbro og Femern Bælt-forbindelsen. 

Målet er også at give 850 borgere en tilknytning til arbejdsmarkedet gennem konkrete forløb i virksomheder. 

Lolland og Guldborgsund Kommune er gået sammen med det lokale erhvervsliv, fagforbundet 3F, analysevirksomheden LG Insight, erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster og videns- og netværkshuset Cabi om projektet.

Initiativet er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond, der har bevilget 21,1 millioner kroner til projektet, der løber i årene 2018-2021.

Foreløbigt har indsatsen ført til omkring 100 ansættelsesforhold.

Kilde: CABI