Erhvervsuddannelse Sådan gør du

7. aug 2009

En erhvervsuddannelse er en faglig uddannelse, altså en praktisk uddannelse til et helt bestemt fag. Den består af en vekslen mellem praktik i en virksomhed og skoleundervisning.

Der findes over 100 forskellige erhvervsuddannelser, der kan vare fra 1½ år til 5½ år. De udbydes af tekniske skoler, handelsskoler, social- og sundhedsskoler, landbrugsskoler og AMU-centre. Kravet for at komme ind på en erhvervsuddannelse er at du har gået i skole i 9 år.

Der er flere måder, du kan begynde en erhvervsuddannelse. Hvis du er sikker på, hvad du vil være, kan du prøve at finde en praktikplads, og så starte med en praktikperiode. Den anden vej er at starte med et grundforløb på skolen. Det giver dig lidt tid til at overveje, præcis hvilken uddannelse du gerne vil tage.

Tredje mulighed er det, der hedder ’ny mesterlære’. Her går du i praktik fra begyndelsen, og oplæringen erstatter helt grundforløbet på skolen.

Erhvervsuddannelser slutter med en praktisk projekt-opgave – en svendeprøve. Og når den er bestået, har man ret til at kalde sig faglært.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her