20210414-153603-L-1920x1280we
I onsdag besøgte Mette Frederiksen erhvervsskolen TEC i Hvidovre. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Erhvervsskolerne må åbne fuldt ud: Gymnasierne må vente

16. apr 2021, 10:35
Erhvervsskole-eleverne må komme i skole fra på onsdag, mens gymnasieeleverne forsat skal have en del af undersviningen online.

Fra på onsdag er det slut med at lægge virtuelle mursten, når erhvervsskole-eleverne efter tre måneders nedlukning og delvis nedlukning kan vende tilbage til fysisk undervisning.  

LÆS OGSÅ: Mette F. på delvist genåbnet erhvervsskole: Vi er smerteligt bevidste om forskellen på praktiske og almindelige uddannelser

Men mens erhvervsskole-eleverne kan møde fuldtid, må gymnasieleverne nøjes med 80 procent fremmøde.

A4 Arbejdsliv spurgte ellers Mette Frederiksen for få dage siden om, hvordan regeringen ville prioritere genåbningen mellem de forskellige uddannelsesinstitutioner. Dengang ville hun ikke svare direkte:

- Vi forsøger hele tiden at indrette genåbningen af Danmark, så den passer til uddannelserne. Det er et fagligt skøn, hvor behovet for at være fysisk til stede er størst, sagde Mette Frederiksen.

Afhængig af praksis undervisning

Men nu er det faglige skøn altså røget ud til erhvervsskoleelevernes fordel. Og det glæder Tekniq Arbejdsgiverne.

- Det er rigtig gode nyheder for de mange erhvervsskoleelever, der er afhængige af den praktiske undervisning, som de kun kan få ude på skolerne. At nattens aftale sikrer, at netop erhvervsuddannelserne nu kan åbne i fuldt omfang som nogen af de første, viser, at også politikerne har taget ansvar for netop disse uddannelser, og det kan vi kun lette på hatten over, siger Tina Voldby, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.

I dag har jeg for eksempel haft fri for en halv time siden. Jeg står her stadig med to elever, der stadig vil lære.
Daniel Svendsen, underviser TEC 

Aftalen vækker sikkert også glæde på erhvervsskolen TEC i Hvidovre, hvor både en lærer og flere elever bruger deres fritid på at indhente det forsømte. 

Daniel Svendsen, der arbejder som underviser på TEC i Hvidovre, har siden den delvise genåbning af erhvervsuddannelserne valgt at stille sig selv til rådighed i et tidsrum før og efter de fysiske undervisningsdage, hvis eleverne har brug for ekstra læring. 

- I dag har jeg for eksempel haft fri for en halv time siden. Jeg står her stadig med to elever, der stadig vil lære. Så de har noget 'udover skemalagt'-tid i dag, da det giver mening lige at lave ting færdige, før vi går hjem, siger Daniel Svendsen til A4 Arbejdsliv og forklarer, hvorfor han vælger at bruge sin fritid på det.

LÆS OGSÅ: Lærer og erhvervselever bruger deres fritid på at indhente forsømt læring

- Jeg har valgt at bruge min fritid på det, så mine drenge (hans elever red.) kan få mest muligt udbytte af den undervisning, jeg tilbyder.