Erektion og telefonsex på massørers pensum

13. jul 2013, 06:00
Problemet med sexchikane og blottere er så velkendt blandt massører, at Massageskolen underviser kursister i at takle stive penisser og skumle opringninger.

"Kunden får en erektion, som han ønsker, at massøren skal interessere sig for. Det kan man så afvise og lægge et håndklæde over den del af kroppen."

Sådan lyder teksten i det undervisningsmateriale, som kursister oplæres i på et af de danske uddannelsessteder for massører.

Mange massører oplever kunder, der spørger om sex eller blotter sig under behandlingen. Det viser en rundspørge, som Avisen.dk har lavet blandt 57 massører.

Det vides ikke, hvor udbredt problemet er. Men det er så velkendt, at Gunna Højgaard, medstifter af Foreningen Registrerede Fysiurgiske Massører og leder af uddannelsen Massageskolen i København, vælger at undervise kursister i, hvordan de takler sexchikanen.

"Jeg har valgt at have et afsnit i mit undervisningsmateriale, der lægger op til diskussion af problemet. Det er en helt naturlig ting at tage med, fordi det er noget, vi støder på i vores arbejde," siger hun.

Massørers svar på stilladskurser

Massageskolen i København er en af landets ældste massøruddannelser. Her kan kursister tage den fulde uddannelse som registreret behandler inden for massørfaget.

"Det er vigtigt også at lære om psykologi, og hvordan man driver en klinik. I det indgår, hvordan man takler seksuel chikane. Ligesom håndværkere lærer om sikkerhed på stilladser, må vi ruste folk til det her. Det hører med til vores erhverv," mener Gunna Højgaard.

Generelt er der mere seksuel chikane i pleje- og omsorgssektoren. Det forklarer lektor i arbejdspsykologi ved Københavns Universitet, Annie Høgh.

"Hvis arbejdet er meget kropsnært, er der en større risiko for, at klienten ikke kan styre sig og gør noget, han ellers ikke ville have gjort," siger hun.

Netop derfor skal massører være forberedt på lidt af hvert, mener underviser Gunna Højgaard.

"Alle synes, at det er ubehageligt. Men din reaktion afhænger meget af, hvor parat du er til at takle den slags situationer," siger hun.

Gratis telefonsex

På Massageskolen lærer kommende massører også at takle telefonopkald med seksuelle undertoner.

"Faktisk begynder chikanen tit i det små, hvor en 'massagekunde' benytter et tilgængeligt telefonnummer til at få en art gratis telefonsex, som består i at dreje samtalen hen på, hvor nøgen man skal være til massagen, hvilke steder massøren vil røre ved en og så videre," står der i undervisningsmaterialet.

Massøren opfordres til at spørge ligeud, om kunden taler om erotisk massage. Hvis han gør det, bør behandleren sige klart fra.

Hvis en kunde blotter sig eller onanerer under massagen, rådes massøren til enten at ignorere chikanen eller stoppe behandlingen.

faktaboks

 

Massør er ikke en beskyttet titel. Der er derfor stor forskel på massørers uddannelsesniveau, ligesom der findes et væld af massøruddannelser i Danmark.

 

Det kræver dog 660 timers undervisning at blive RAB-registreret massør.

 

Først med den uddannelse i hånden kan massøren indgå samarbejde med sygeforsikringer, ligesom registrerede massører også er forpligtede til at stille diagnoser inden for deres felt og vurdere, om klienten i stedet bør gå til lægen.

 

Kilde: Massageskolen