Er Sundhedsstyrelsens website influenzaramt?

25. nov 2009
Mange danskere gik forgæves, fordi Sundhedsstyrelsens website var ramt af et langt nedbrud. Det er skidt, indrømmer styrelsen.

Myndighedernes omfangsrige sundhedsportal, sst.dk, er i disse dage meget mere besøgt end sædvanligt.

Årsag: Folket ønsker information om den frygtede Influenza A.

Men siden kl. 2 i nat og indtil kl. 11 onsdag formiddag måtte et højt antal af danskere gå forgæves.

"Sundhedsstyrelsens hjemmeside er midlertidigt ude af funktion. Vi arbejder på sagen," lød beskeden på sst.dk.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Selv om sitet gik ned i nat, tog Sundhedsstyrelsen først affære her til morgen.

Vågnede ikke af sms

Den medarbejder, der via sms blev varslet om nedbruddet i nat, så først beskeden, da han vågnede til morgen.

Martin Jensen, der som webredaktør er ansvarlig for driften af af sst.dk, erkender, at det ikke er godt, at sitet gik ned.

"Det er for tiden en kraftig forøget trafik på sitet på grund af Influenza A, men faktisk skyldes nedbruddet ikke overbelastning. Men det er ekstra skidt, at det sker på et tidspunkt med mere trafik " siger han.

Han forklarer, at det skyldes en teknisk fejl, under en opdatering af sitet i nat.

Dagligt besøges sst.dk af 30.000-40.000 danskere.