Epidemien tager til: Kontakttallet stiger til 1,1

23. mar 2021, 14:17
Epidemien er nu i udvikling, da kontakttallet stiger fra 1,0 til 1,1, det oplyser sundhedsministeren.

Kontakttallet er beregnet til 1,1. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter. Ved udmeldingen i sidste uge var kontakttallet 1,0.

Et kontakttal på 1,1 indikerer, at epidemien er i udvikling.

Det betyder, at 10 mennesker i gennemsnit smitter 11 andre.

- Vi har stadig kontrol med B117. Det betyder, at Danmark kan genåbne gradvist her i foråret. Test, vacciner, smitteopsporing og lynhurtig indsats mod lokale udbrud gør det muligt. Plus den indsats, vi alle gør hver da, skriver Magnus Heunicke på det sociale medie Twitter.

B117 er navnet på den britiske variant, der vurderes til at være mere smitsom.

Kontakttallet er udregnet ud fra smittetallene i sidste uge. Derfor er det ikke et billede på smitten nu og her, men er bagudrettet.

Det bruges af sundhedsmyndighederne som et pejlemærke på, hvordan epidemien udvikler sig.

Ved de sidste to beregninger har kontakttallet været på 1,0. Derved har epidemien trådt vande, og det har været en af begrundelserne for den yderligere genåbning af samfundet.

Senest var det skoler og ungdomsuddannelser, der fik lov at komme tilbage på deltid.

Mandag aften blev samtlige partier i Folketinget undtagen Ny Borgerlige enige om en plan for genåbning.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i den forbindelse, at samfundet kan være noget nær normaliseret, når alle over 50 år er vaccineret for coronavirus.

Kigger man i Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender, vil dette være sket den 31 maj.

Det hører dog med til historien, at vaccinationskalenderen har været ændret flere gange grundet leveringsforsinkelser og senest på grund af pausen med AstraZeneca.

/ritzau/