Aftale om grøn skattereform: Ensartet CO2-afgift må vente

8. dec 2020, 17:36
Et bredt politisk flertal er enedes om grøn skattereform med ambition om en ensartet CO2-afgift i 2030.

Der kommer ikke en ensartet CO2-afgift lige med det samme i den grønne skattereform, som regeringen præsenterer tirsdag.

Afgiften kommer først senere. Det fremgår af den brede politiske aftale, som er indgået mellem regeringen, De Radikale, SF, Venstre og De Konservative.

Aftalepartierne har en ambition om, at Danmark i 2030 skal have en ensartet CO2-afgift.

Aftalen præsenteres i Finansministeriet med finansminister Nicolai Wammen (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) i spidsen.

På spørgsmålet om, hvorvidt regeringen kan give en garanti for, at der faktisk bliver indført en ensartet CO2-afgift, siger skatteminister Morten Bødskov, at det er "en ambition".

- Du har den sikkerhed for det, at der er et meget bredt flertal bag, som ikke blot har forpligtet sig til en grøn skattereform, men jo også har forpligtet sig på en klimaaftale før sommerferien og på en klimalov.

- Man kan sige, at sammenhængende tegner det et billede af bred opbakning til en meget ambitiøs omstilling af det danske samfund, siger han.

En ekspertgruppe skal i de kommende år finde svaret på, hvordan man bedst muligt indfører en ensartet CO2-afgift.

Det har ifølge regeringens udspil til den grønne skattereform hidtil vist sig at være en svær opgave.

Netop manglen på en hurtig, ensartet CO2-beskatning er hovedårsagen til, at regeringens støtteparti Enhedslisten tidligere tirsdag meldte ud, at partiet ikke går med i aftalen.

Det skete med hårde ord fra klimaordfører Mai Villadsen (EL). Hun mener, at "regeringen og partierne bag aftalen har syltet beslutningen om den nødvendige CO2-afgift".

De Radikale kunne også godt have tænkt sig, at den ensartede CO2-afgift var blevet indført hurtigere.

Politisk leder Sofie Carsten Nielsen (R) afviser imidlertid kritikken fra Enhedslisten.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det her har været grunddiskussionen. Og står det til os, er det "hurtigst muligt". Jeg ville ønske, at vi kunne indføre den (CO2-afgiften, red.) i morgen.

- Men vi har bare erkendt, at den ikke findes endnu. Og derfor skal dette ekspertudvalg arbejde, og endda arbejde rimelig hurtigt, og fremlægge bud på det, siger hun.

Ifølge aftalen vil den grønne skattereform medføre reduktioner på 0,5 ton CO2 frem mod 2025.

Aftalen indeholder samlet lettelser på omkring seks milliarder kroner for erhvervslivet. Håbet er, at virksomhederne vil bruge lettelserne til at investere i den grønne omstilling. Disse lettelser træder i kraft næste år.

Fra 2023 bliver energiafgifterne for virksomheder til gengæld forhøjet.

/ritzau/