Enhedslistens grand old man: Vi er klar!

15. maj 2010
Frank Aaen: SSF har udliciteret en del af deres politik

"Vi står meget stærkere i dag, for den politiske situation har ændret sig. Og risikoen for, at Socialdemokraterne vil trække til højre er mindre i dag, end den var under Nyrup."

Enhedslistens Frank Aaen var lettet, da Enhedslistens årsmøde sagde ja til at stemme for finansloven i en kommende S-SF regering.

Han er partiets grand old man. Han har været med fra starten og var ham, der førte de økonomiske forhandlinger med Nyrup-regeringerne tilbage i 90'erne. Dengang stemte Enhedslisten aldeles ikke for finansloven - det var slut-prut-forbudt - men partiet var parlamentarisk grundlag og reddede mere end en gang taburetterne under Nyrup og co.

Da de radikale havde magt

"Vi var med til at lave Pinsepakken og vi lavede Grønært-forliget, men når det kom til finanslovene, blev hovedlinjerne lagt med højrefløjen dengang. Det var de radikale, der havde taget patent på, at den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken skulle føres med de borgerlige," siger Frank Aaen.

Det var dengang, hvor de radikale var det toneangivende parti.

Taget erfaringerne med

"I dag er de mere marginaliserede. Derfor er det helt urealistisk at en S-SF regering, selv med de radikale i regering, skulle have som overordnet mål at gå til højre," siger Frank Aaen.

"Derfor står vi meget stærkere i dag end vi gjorde tilbage i 90'erne. Vi har også taget de erfaringer fra dengang med os - dengang var vi af og til for hurtige til at forlade forhandlingerne. Nu vil vi bide os mere fast," siger Frank Aaen.

"Og vi vil gøre alt for ikke at give en S-SF regering en undskyldning for at gå til højre."

Listens svar på Otto Leisner

Frank Aaen har i årevis jagtet multinationale selskaber og på årsmødet gav han den som Enhedslistens svar på salig Otto Leisner, da han tildelte Q8 prisen som årets multinasser. Og var superpædagogisk, da han senere redegjorde for partiets røde finansplan. 50 mia kr. i statskassen ved at droppe skattelettelser, hive soldaterne hjem fra Afghanistan, skat fra de multinationale og skat på pensioner.

Noget andet end S-SF's tilbud om en ekstra ugentlig arbejdstime til alle - den hopper de ikke på i Enhedslisten. Ligesom de heller ikke er vilde med planen Fair Løsning.

Dårligt katalog

"Det er et katalog over rigtigt mange dårlige forslag. Og der, hvor vi er imod, f.eks. forringelser på dagpengene, vil vi gøre vores indflydelse gældende," siger Frank Aaen.

Den ekstra ugentlige arbejdstime kan Enhedslisten ikke gøre noget ved i Folketinget, den er lagt ud til treparts-forhandlinger.

"Ja, de har udliciteret en del af deres politik," siger Frank Aaen.

Det er ikke lige Enhedslistens måde at se verden på. De vil godt nok kunne stemme for finanslove, men udlicitering er stadig helt i skoven. Derfor vedtog årsmødet også, at postvæsen, jernbaner, DONG, jobcentre og sygehuse skal være offentlige.

Mens S-SF f.eks. åbner for at privatisere veje og jernbaner.