Enhedslisten: Transportkrav er vanvittige

6. nov 2013, 14:20
Det er urimeligt at, ledige skal rejse tre timer dagligt for et job, når danskerne kun bruger 28 minutter dagligt, mener Enhedslisten

»Jeg kan godt forstå, at ledige synes, det er vanvittigt.«

Sådan siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, efter, at Ugebrevet A4 i morges skrev, at kun 18 procent af de akutledige vil leve op til loven og rejse tre timer eller mere for at påtage sig et arbejde.

»Det er efter min mening en tåbelig regel. Fordi det er udtryk for manglende planlægning fra arbejdsgivere og jobcentres side,« siger Christian Juhl, der fortsætter:

»Vi har en meget meget firkantet holdning til, at folk bare skal kunne køre ad Pommern til for at få et job. Men det har ikke en pind at gøre med at stå til rådighed. Man stjæler i princippet tid fra folk, fra familierne. Derfor gør det ikke noget, hvis det var noget, man kunne sige nej til. Så ville arbejdsgiverne være nødt til at finde nogle i lokalområdet, og det kan ofte også lade sig gøre,« vurderer Christian Juhl, der med et eksempel fra sin egen hjemegn, Silkeborg, illustrerer sit synspunkt.

Fra Silkeborg kører der, ifølge Christian Juhl, hver dag cirka 4000 biler imod Aarhus, mens der fra Aarhus-egnen dagligt kører cirka 3000 biler til Silkeborg. Det er, pointerer Christian Juhl, dårlig samfundsmæssig planlægning.

»Jeg vil vædde på, at hvis man bare var lidt mere seriøs, ville man opdage, at mange af de her job, kunne man bytte, så der ikke behøvede at være 45 minutters køretid hver dag,« siger han.

Presser familier

Både socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, og Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, mener, at reglerne er rimelige. Også selv om de står ved, at kravet presser især familier med børn, hvis mor eller far pludselig skal transportere sig tre timer om dagen i bus for at komme til og fra arbejde.

Det kan Karin Abildhauge bekræfte, hun har selv prøvet at være ledig og stået overfor at skulle tage et job, der lå så langt væk, at familien blev presset i bund.

»Har selv for en del år siden oplevet en konflikt omkring 3 timers grænsen. Det var umuligt at dække en fuldtidsstilling og tage offentlige transportmidler. Jeg havde børn i daginstitution, og min mand kunne ikke aflevere om morgenen, da han mødte, før dagtilbuddene til børnene åbnede. Heldigvis kunne arbejdspladsen se situationen, så de valgte en anden, selvom det var mig, de var mest interesseret i,« skriver Karin Abildhauge i en kommentar på Ugebreveta4.dk.

Krav skrues ned

Enhedslistens Christian Juhl påpeger, at tre timers transporttid hver dag ville betyde, at et menneske for at leve op til kravet skal bruge to hele arbejdsdage om ugen i en bus, et tog eller en bil.

»Det er ikke rimeligt at forlange. Det går jo kun, fordi når man er på dagpenge, tør man ikke stå op imod det,« siger Christian Juhl.

Han vil tage spørgsmålet op i forbindelse med en større reform af beskæftigelsessystemet, som kommer, når det såkaldte Carsten Koch-udvalg om nogle måneder spiller ud med en mulig beskæftigelsesmodel.

»Jeg regner med, at hele spanden kommer op, når vi skal forhandle om et nyt beskæftigelsessystem. Vi glæder os til debatten om et nyt system, og vi er glade for at få lov til at spille ind i den debat. Der er det her en god ting,« siger Christian Juhl, der oplyser, hvilket transportkrav, han synes, det er rimeligt at møde ledige med.

»Kunne vi ikke mødes på halvvejen og skrue det ned til 1,5 time eller to timer om dagen. Jeg synes, det er et urimeligt indgreb i folks liv, for ud over den tid, man skal bruge på at tjene sin løn, skal man så også bruge tre timer hver eneste dag på transport,« siger Christian Juhl.