Enhedslisten: Mette F lagde snubletråde

30. nov 2013, 03:59
Tilbud om arbejdsklausuler i finanslovens afgørende fase var fup, mener Enhedslisten. Sludder, siger regeringen. Avisen.dk har kortlagt forløbet i de afgørende timer.

Det er to små ord.

Men forskellen på "bør" eller "skal" udgør en djævelsk detalje i forhold til, om Enhedslisten ikke kendte sin besøgelsestid, eller om regeringen med fuldt overlæg udmanøvrerede støttepartiet for at lave finanslov med Venstre og Konservative.

Fredag anklagede socialdemokraterne Enhedslisten for at have afvist et konkret tilbud om tvunge arbejdsklasuler i kommuner og regioner - og dermed forpasse muligheden for en rød finanslov og en betydelig styrket indsats mod social dumping.

Nu anklager Enhedslisten regeringen for at have udspændt en snubletråd i forløbets afgørende fase i form af et møde med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

"Det møde handlede om at vikle os ind i et spin, som de kunne bruge bagefter til at sige, at de var indstillet på en løsning til gavn for social dumping, mens de i virkeligheden havde beslutte sig for en finanslov med de borgerlige," siger Finn Sørensen, der er partiets ordfører for social dumping.

Corydon skruede bissen på

Selv om forhandlingernes slutspil udadtil kom til at handle om to bade til ældre om ugen, udgjorde kravet om tvunge arbejdsklasuler i kommuner og regioner ifølge Enhedslisten en afgørende knast.

Arbejdsklausuler gælder allerede på statens område og betyder, at private virksomheder forpligtes til at lade ansatte arbejde på danske løn- og arbejdsvilkår, når de for eksempel gør rent eller bygger for det offentlige.

Ifølge Finn Sørensen blev Enhedslisten søndag præsenteret for et forslag til en aftale, hvoraf det fremgik, at kommuner "bør" anvende arbejdsklausuler.

Mandag tog forhandlingere pludselig en ny drejning, da finansminister Bjarne Corydon (S) fremlagde regeringens forslag for offentligheden - uden at nævne arbejdsklausuler.

"Vi foretrækker en aftale med Enhedslisten ... Men hvis Enhedslisten ikke ønsker det, så er der andre muligheder i dansk politik," sagde Bjarne Corydon.

EL: Vi blev fuppet

Tirsdag formiddag forlod Johanne Schmidt-Nielsen og Stine Brix fra Enhedslisten for sidste gang Finansministeriet uden en aftale.

På et møde klokken 12 i Beskæftigelsesministeriet blev Finn Sørensen præsenteret for en tekst, hvor det fremgik, at kommunerne "skal" bruge arbejdsklausuler.

Avisen.dk er i besiddelse af dokumentet, som er dateret tirsdag den 26. november.

Finn Sørensen spurgte her om muligheden for at få fjernet et forbehold om, at "anvendelse af arbejdsklausuler skal være i overenstemmelse med EU-retten".

Dette fik han intet svar på, heller ikke i en telefonsamtale med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen klokken 15.00.

En halv time før havde Bjarne Corydon indledt forhandlinger med Venstre og Konservative, som kulminerede med en en finanslov sent samme aften.

I det efterfølgende 'blame game' siger regeringskilder, at Enhedslisten smed et konkret tilbud om tvunge arbejdsklausuler på gulvet, mens Enhedslisten fastholder, at de blev fuppet i slutspillet.

S afviser spin-fælde

Det har ikke været muligt at få en kommentar om forløbet fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Men socialdemokraternes ordfører for social dumping, Ane Halsboe-Jørgensen, afviser blankt Enhedslistens version af historien.

"For mig at se er det ikke en snubletråd. Det var et reelt forslag, som kunne være blevet til virkelighed, hvis Enhedslisten havde sagt ja," siger hun.

Ane Halsboe-Jørgensen oplyser, at muligheden for en aftale med tvungne arbejdsklausuler allerede blev luftet søndag på et møde i Finansministeriet.

"Det blev varslet allerede søndag, at det her forslag var på bordet. Hvis Enhedslisten mener, at det var deres hovedkrav, må det jo undre, at de ikke på det tidspunkt har lagt alle kræfter ind i at få det med i aftaleskitsen (som præsenteres mandag, og diskuteres tirsdag formiddag red.)," siger hun.

Hun sætter spørgsmålstegn ved, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke skulle have vidst, at de tvunge arbejdsklasuler var inden for rækkevidde, da hun tirsdag formiddag for sidste gang forkastede aftaleskitsen - og dermed sendte Bjarne Corydon i armene på Lars Løkke Rasmussen (V) og Lars Barfoed (K).

Finn Sørensen anerkender, at ministrene Mette Frederiksen (S) og Morten Østergaard (R) på mødet søndag mundligt luftede formuleringer om tvunge arbejdsklausuler, mens den skrevne skitse på det tidspunkt stadig kun indeholdt ordet "bør".

"Men da vi mødtes til forhandlinger med Bjarne Corydon mandag, havde han ikke noget nyt papir. Han virker nærmest som om, at han ikke er orienteret - og giver intet tilsagn, der fjerner os fra udgangspunktet," siger Finn Sørensen.

Kommentatar: Spin-krigen raser

Ifølge politisk kommentator Rasmus Jønsson er der lige nu en 'spin-krig' i gang mellem regeringen og Enhedslisten.

"Arbejdsklausuler er hjerteblod for både Enhedslisten og Socialdemokratiet. Begge partier har et bagland, som de skal komme med nogle gode forklaringer til i spin-krigen. Det er derfor partierne og deres rådgivere er så aktive i sagen," siger kommentatoren.

Selvom partierne lige nu skyder med skarpt, vurderer han, at der er basis for våbenhvile og flere forhandlinger.

"Der er ingen af parterne, der kan tillade sig at stille sig over i krogen og være sure. Det her er noget, der interesserer vælgerne. De foretrækker handling frem for spin," siger Rasmus Jønsson.

Avisen.dk har kortlagt slutspillet om en finanslov med eller uden arbejdsklausuler her.