Tæt på verden: Endnu en dag på Jorden skal filmes

26. sep 2011
Hvordan ser menneskeheden ud. Videoarkiv nu til rådighed. Tusinder filmede deres liv 10.10.10 nu er der mulighed for at deltage 11.11.11.

Den 11. november 2011 agter tusindvis af mennesker kloden over at optage video og fotografere begivenheder, der viser noget om livet omkring dem. Det gjorde folk også 10.10.10. med enestående resultat. Tusinder optog 3.000 timer video.

Formålet med projektet er at oplyse verden, undervise om forskellighederne og gøre noget godt sammen for menneskeheden. One Day On Earth søger en dybere forståelse af livet på planeten. Via et interaktivt kort kan man zoome ind på video fra ukendte steder i verden eller se fem optagelser fra København.

Nu agter grundlæggerne at drive projektet videre i år og videre ud i fremtiden, meddelte de ved Social Good konferencen i New York City. Samtidig offentliggjorte de et arkiv over umådelige mængder optagelser til fri fornøjelse og brug for verden.

Massiv organisation

Vidste man det ikke allerede, er livet fabelagtigt forskelligt verden over. Nu kan man gå ind i arkivet og finde 56 optagelser om at føde et barn, fire optagelser fra Cuba og og og og. Emner som fattigdom, miljø, lighed, uddannelse, sundhed, migration og humanitære spørgsmål kan studeres.

One Day On Earth blev grundlagt i 2008. Det tog tre år via partnere og internet at organisere samtidige optagelser i alle lande verden over. I dag er der over 17.000 medlemmer i One Day On Earth, der er et af verdens mest imponerende kollektive  projekter.

Blandt de store partnere var FNs udviklingsorganisation, UNDP, der har kontorer i alle lande. Andre blandt de 60 non-profit deltagere var Røde Kors, Oxfam og World Wildlife Foundation, WWF. Video-dele sitet Vimeo står for teknologien.

Mange andre har set det visionære i at dele film og fotos og gøre det hele tilgængeligt for verden og alle under uddannelse. Det hele er finansieret gennem frivillige donationer.
En biograffilm over optagelserne fra 2010 bliver frigivet senere i 2011.

Enhver kan deltage 11.11.11.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.