En succes skal ikke fejres med kage

6. maj 2010
Arne Nielsson går i kødet på kagekulturen på danske arbejdspladser

”Kære medarbejdere. Vores omsætning er steget med fem procent i forhold til sidste år. Jeg giver kage i eftermiddag. Venlig hilsen Chefen.”

Dette kunne være en fællesmail sendt ud af direktøren på en hvilken som helst dansk arbejdsplads. Når det går godt i Danmark, skal det fejres – med kage!
Men det er en uheldig udvikling, mener Arne Nielsson, der er tidobbelt verdensmester i kanoroning og i dag anerkendt coach og foredragsholder.

Kagekulturen er nemlig bundet op på tradition og ikke succes.

”Når jeg spørger folk på arbejdspladserne, hvorfor de spiser kage, siger de ofte, at ”det ved de ikke.” Og så sidder man altså lige pludselig og spiser en kage uden at vide hvorfor.”

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det argument han oftest hører som forsvar på kagekulturen er, ”det har man altid gjort”. Han mener, at man i stedet bør diskutere, hvordan den enkelte får mest glæde af en succes, og hvordan den bør fejres.

”Det vigtigste er jo at lære af den og finde ud af, hvad der skabte succesen, og ikke mindst, hvordan vi kan gentage det, så vi begynder at samle på succes’er.

Arne Nielsson foreslår, at man på arbejdspladsen sætter sig ned og definerer en succes. Hver gang man så opnår den, kan man sætte penge af i en kagekasse - deponere penge, som normalt skulle være gået til kage, og i stedet bruge det til et større arrangement.

Kagen gør dig træt

Der er dog også andre ting ved kagekulturen, som Arne Nielsson finder problematisk. Den kan nemlig risikere at lokke folk i fordærv, som umiddelbart ikke har lyst til kage, og som kan få en decideret dårlig oplevelse ved at deltage i arbejdspladsens succes.

”Der er ofte nogle på en arbejdsplads, der er på kur og normalt ikke spiser kage, men alligevel bliver lokket af fristelsen ,” siger han.

Og hvis man virkelig skal spise noget, som engagerer medarbejderne og fylder dem op med ny energi, er kage ikke løsningen, mener Ginny Rhodes, formand for Foreningen af Kliniske Diætister. Hun understreger dog, at der er forskel på kager. Men:

”Umiddelbart får du en masse energi, fordi det virker som et sukkerboost. Problemet er bare, at stigningen i blodsukkeret hurtigt forsvinder igen, og så kan man risikere at gå død og blive træt," siger hun.