CDC-direktør Robert Redfield kalder det en tidlig, men vigtig milepæl, at USA har rundet en million mennesker, som har modtaget deres første vaccinedosis. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters

En million amerikanere har fået deres første vaccinedosis

24. dec 2020, 08:52
Milepælen hjælper med at beskytte dem i frontlinjen, siger direktør for sygdomskontrol og forebyggelse i USA.

Flere end en million amerikanere på tværs af landet har fået deres første af i alt to doser vaccine mod covid-19, siden føderale myndigheder godkendte to vacciner til nødbrug.

Det oplyser USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) onsdag.

CDC-direktør Robert Redfield kalder det "en tidlig, men vigtig milepæl".

- Eftersom antallet af covid-19-tilfælde fortsætter med at stige på landsplan, kommer denne præstation på et kritisk tidspunkt og vil hjælpe med at beskytte dem i frontlinjen, udtaler han i en erklæring ifølge forlaget McClatchy.

- Det gælder vores sundhedsarbejdere, der tager sig af covid-19-patienter, såvel som vores mest sårbare borgere, som er de ældre mennesker, der bor på plejehjem og i beskyttede boliger, tilføjer han.

Robert Redfield understreger, at selv om en million vaccinerede amerikanere er en historisk milepæl, venter der fortsat udfordringer.

- Der er i øjeblikket en begrænset forsyning af covid-19-vacciner i USA. Dog vil forsyningerne stige i de kommende uger og måneder. Målet er, at alle let kan blive vaccineret mod covid-19, så snart der er store mængder til rådighed, udtaler han.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) har givet vacciner fra henholdsvis Pfizer og BioNTech samt Moderna godkendelse til nødbrug.

Vaccinedoserne tildeles ud fra delstaternes befolkningsstørrelse og ikke ud fra antallet af personer i højrisikogrupper.

Ifølge føderale myndigheder er det op til delstaterne selv at prioritere vaccinerne.

Et rådgivende udvalg under CDC opdaterede tirsdag i denne uge sine foreløbige anbefalinger for tildeling af covid-19-vacciner.

Ifølge udvalget bør den gruppe, der bliver vaccineret efter sundhedsarbejdere og ældre på plejehjem, være personer på 75 år og ældre samt essentielle arbejdere i frontlinjen, som ikke er en del af sundhedsvæsenet.

/ritzau/dpa