Angreb på irakisk luftbase: Danske soldater er uskadte

2021030308083050_1000
Arkivfoto fra 13. januar 2020 af ødelæggelser på Al-Asad basen i Irak efter et missilangreb. Flere raketter har igen onsdag ramt Ain al-Asad-basen , hvor der både er koalitionssoldater samt amerikanske og irakiske styrker. Foto: Ayman Henna/Ritzau Scanpix
3. mar. 2021 10.44
To danske soldater er på Al Asad-luftbasen i Irak, som har været ramt af angreb. De har det begge godt.

Raketter har ramt Al-Asad-basen i Irak onsdag morgen.

Sikkerhedskilder siger ifølge AFP, at en civil person er blevet dræbt.

I Danmark oplyser Forsvaret i en mail, at der er to danske soldater på basen, og at begge har det godt.

Forsvaret har ikke yderligere information om angrebet på basen, hvor der også er amerikanske og irakiske styrker.

I alt blev omkring 13 raketter sendt mod basen. De blev affyret fra en lokalitet, som ligger omkring otte kilometer fra basen, siger en talsmand for basens operationskommando.

Al-Asad-luftbasen ligger i den vestlige Anbar-provins.

Det var det andet raket angreb i Irak i denne måned, og det sker to dage før pave Frans indleder et todages besøg i Irak.

Op til pavebesøget er sikkerhedssituationen blevet stadigt mere forværret i nogle dele af Irak, som blandt andet er blevet rystet af den første store selvmordsbombe i Bagdad i tre år.

Angrebet kommer efter adskillige raketangreb på amerikanske mål i Irak.

I et angreb 15. februar ramte raketter den amerikanske militærbase i lufthavnen i Erbil i Iraks kurdiske område og sårede flere amerikanske soldater.

Få dage senere blev amerikanske soldater såret nord for Iraks hovedstad, Bagdad.

Pentagon har beskyldt Iran for at stå bag angrebene i Irak.

Under den tidligere præsident Donald Trumps administration blev spændingerne mellem USA og Iran øget. Det skete blandt andet som følge af USA's drab på den iranske militærleder Qassem Soleimani og et iransk missilangreb mod amerikanske styrker som modsvar.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kalder angrebet "foragteligt" og fuldstændigt uacceptabelt.

- Koalitionsstyrkerne arbejder for a skabe stabilitet og sikkerhed efter at være blevet inviteret af den irakiske regering. Danmark er fortsat stærkt indstillet på at fortsætte denne indsats i en tæt koordinering med vore partner og allierede, siger Kofod.

/ritzau/AFP