En dræbt i eksplosionsbrand i Svendborg

29. jul 2020, 17:30
Politiet har en formodning om dræbtes identitet og arbejder på at finde ud af, hvorfor et hus eksploderede.

En voldsom eksplosion og brand i et hus i Svendborg onsdag formiddag har kostet en person livet, mens en anden er kommet lettere til skade.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet fik anmeldelsen om branden på Græskæmnervej 17 klokken 10.55. Da der var oplysninger om, at branden var opstået i forbindelse med en kraftig eksplosion, blev sprængstofeksperter fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, EOD, også tilkaldt.

Kort tid efter at redningsmandskabet nåede frem til huset, blev en lettere tilskadekommen person bragt til sygehuset.

Først da branden omkring klokken 16 var slukket, kunne sprængstofeksperterne komme ind i huset. Her fandt de en død person.

- Politiet kender endnu ikke identiteten på den dræbte, men har en formodning om, hvem der er tale om, lyder det i pressemeddelelsen.

Eksplosionen var så kraftig, at ejendommen er blevet voldsomt beskadiget, og politiet afspærrede et område i en radius på 100 meter.

Desuden blev beboere i fire gader evakueret. Foruden Græskæmnervej drejer det sig om Byskrivervej, Fruerstuevej og Øksnebjergvej.

Ved 21-tiden blev afspærringerne ophævet, og de evakuerede fik lov til at vende hjem igen.

- Politiets kriminalteknikere og EODs sprængstofseksperter har afsluttet deres undersøgelser på brandstedet. Politiet oplyser, at der er ikke noget, der tyder på, at de nærliggende huse har taget skade i forbindelse med branden, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Eksplosionen betød, at bomberyddere fra EOD som de første blev sendt ind i brandtomten, da branden var slukket. De skulle sikre, at der ikke var fare for yderligere eksplosioner.

- Politiet går nu i gang med de tekniske undersøgelser, der skal fastlægge hændelsesforløbet, identificere den omkomne og fastslå de nærmere omstændigheder omkring eksplosionen, skrev politiet i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Tidligst torsdag forventer politiet at kunne give flere oplysninger i sagen.

/ritzau/