CEO Kasper Busch Lund. Foto: Pressefoto

K.B. Hallen er første LGBT-certificerede arbejdsplads: 'Det giver bedre oplevelser for publikum'

17. aug 2020, 16:30
Som den første danske arbejdsplads har K.B. Hallen gennemført certificeringsprogammet Empatisk Arbejdsmarked. Programmet, der udbydes af LGBT Danmark, handler om at give virksomheder værktøjer til at arbejde med inklusion, så alle - uanset kønsidentitet og seksualitet - kan føle sig trygge på jobbet.

Efter en totalrenovering slog spillestedet K.B. Hallen i januar 2019 dørene op igen.

Det skete, efter at en brand i 2013 havde udraderet den gamle K.B. Hallen, hvor verdensstjerner som Louis Armstrong, Frank Sinatra og Beatles i tidernes morgen fik danske musikhjerter til at banke.

K.B. Hallen har under sin renovering haft særligt fokus på at genåbne som en mangfoldig og inkluderende arbejdsplads.

LÆS OGSÅ: Nyt partnerskab: Minister vil have flere arbejdspladser til at hejse regnbue-flaget

Derfor indledte ledelsen i K.B. Hallen et samarbejde med LGBT Danmark (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner) om certificeringsprogrammet Empatisk Arbejdsmarked.

Her gennemgik ledelsen et forløb med konsulenter fra LGBT Danmark, hvor de fik gode råd, sparring og konkrete værktøjer til at blive en rummelig arbejdsplads.

Certificeringen betyder, at K.B. Hallen nu har klare procedurer for rekruttering af nye medarbejdere og en personalepolitik, der skal skabe trygge rammer for LGBT+ personer.

- Vi tror på, at mangfoldighed på alle parametre både giver større arbejdsglæde, en bedre indbyrdes inspiration og motivation, og i sidste ende bedre oplever for publikum her i huset, siger K.B. Hallens CEO, Kasper Busch Lund, til A4 Arbejdsmiljø.

Blinde LGBT-pletter

Certificeringsprogrammet Empatisk Arbejdsmarked tilbydes til arbejdsgivere, HR, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter i danske virksomheder, der ønsker at blive bedre til at arbejde med inklusion af medarbejdere med forskellige kønsudtryk og seksuelle orienteringer.

LÆS OGSÅ: Læreren Casper sprang ud i klassens time

Konsulenterne fra LGBT Danmark giver virksomhederne en indsigt i og viden om, hvad det vil sige at være lesbisk, bøsse, bi eller transperson på jobbet.

Vi accepterer ikke krænkende adfærd. Punktum. Vi accepterer ikke, at nogle taler negativt om en medarbejder, der bærer tørklæde. Vi accepterer heller ikke, hvis nogen gør nar af en kollega, der vælger at farve sit hår lilla. Det samme gælder, hvis nogen har en kønsidentitet, der afviger, og der tales krænkende om det
Kasper Busch Lund, CEO, K.B. Hallen

Projektet støttes med fondsmidler og blev søsat for to-tre år siden, forklarer sekretariatschef i LGBT Danmark, Susanne Branner Jespersen.

- Forløbene kan se meget forskellige ud fra virksomhed til virksomhed. Derfor er det ikke one size fits all-tilbud, vi har til alle virksomheder. Vi kan hjælpe dem med at få et blik på, hvordan de kan arbejde bevidst med inklusion. Det er konkrete værktøjer, vi giver dem, men tilbuddet kan skalleres alt efter, hvor meget man vil arbejde med inklusion og mangfoldighed, siger hun og fortsætter:

- Vi hjælper virksomheder med at få kigget på deres personalepolitik, toiletfaciliteter og på den måde, de taler til hinanden på. Vi hjælper arbejdspladserne med at blive bevidst inkluderende.

- Det er vigtigt, at arbejdspladserne får øje på deres blinde pletter og får nogle værktøjer til at arbejde med. Den enkelte arbejdsplads har også et ansvar for, at det så sker. Alle undersøgelser tyder på, at jo mere inkluderende og mangfoldig en arbejdsplads er, jo bedre trives folk, og jo mere kan det ses på den økonomiske bundlinje, forklarer Susanne Branner Jespersen. 

Protokol for krænkende adfærd

K.B. Hallen blev som den første danske virksomhed certificeret i starten af 2019. Arbejdspladsen har indført såkaldte multisex-toiletter, der kan bruges af alle uanset køn og kønsidentitet, en ny personalepolitik og workshops om mangfoldighed og inklusion for nye medarbejdere.

- Vi arbejder med mangfoldighed og inklusion på tre fronter. Dels i forbindelse med vores rekruttering, hvor vi sammen med Empatisk Arbejdsmarked har udarbejdet kriterier for, hvordan vi sikrer os en medarbejderskare, der både afspejler og trives med vores mål om mangfoldighed. Dels har vi kriterier for mangfoldighed og inklusion i vores medarbejderpolitik, og vi har også en protokol for, hvordan vi forholder os, hvis vi skulle komme i en situation, hvor en medarbejder føler sig enten krænket eller på anden måde ikke komfortabel i sit arbejde, forklarer Kasper Busch Lund.

Vi oplever desværre, at nogle virksomheder fortæller, at inklusion ikke er et problem hos dem. Det er helt absurd. Man kan spørge en virksomhed med 2000 ansatte om, hvor mange LGBT-personer de har, der er åbne, og så siger de én person. Det er udfordrende, når selvopfattelsen hos nogle virksomheder er, at der ikke er noget problem
Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef, LGBT Danmark

Hvad gør I konkret, hvis nogle føler sig krænket?

- Vi har nogle guidelines for, hvor og hvordan man som medarbejder kan henvende sig, så man har et fortroligt rum, man kan tale i, uden at man føler, at man kompromitterer sine kolleger, og uden at man behøver at forholde sig til, om man gør sig positivt eller negativt bemærket i forhold til sin chef, siger K.B. Hallens chef.

Hvilken form for krænkende adfærd accepterer I ikke?

- Vi accepterer ikke krænkende adfærd. Punktum. Vi accepterer ikke, at nogle taler negativt om en medarbejder, der bærer tørklæde. Vi accepterer heller ikke, hvis nogen gør nar af en kollega, der vælger at farve sit hår lilla. Det samme gælder, hvis nogen har en kønsidentitet, der afviger, og der tales krænkende om det.

- I forbindelse med vores onboarding af nye medarbejdere sørger vi for at sortere alle de personer fra, som måske skulle have kimen til krænkende eller ekskluderende adfærd i sig. Allerede i rekrutteringsfasen siger vi til dem, at det ikke er en adfærd, som har gang på jord i K.B. Hallen. Det handler om at tiltrække mennesker, der synes, at det er positivt motiverende at arbejde på en mangfoldig og inkluderende arbejdsplads, forklarer Kasper Busch Lund.

Ingen skældud

En ny undersøgelse fra Ligestillingsministeriet viser, at mange LGBT+ personer ikke tør at være åbne om deres seksualitet eller kønsidentitet på jobbet.

Særligt slemt ser det ud for biseksuelle og transpersoner, hvor kun hhv. 21 og 23 procent oplever, at de kan være åbne over for kolleger og chefer. Bedre ser det ud for bøsser og lesbiske, hvor hhv. 64 og 51 procent tør at stå ved, hvem de er.

Når LGBT Danmark taler med virksomheder om inklusion af LGBT+ personer, oplever foreningen, at de til tider har et urealistisk syn på, hvor inkluderende de er.

- Vi oplever desværre, at nogle virksomheder fortæller, at inklusion ikke er et problem hos dem. Det er helt absurd. Man kan spørge en virksomhed med 2000 ansatte om, hvor mange LGBT-personer de har, der er åbne, og så siger de én person. Det er udfordrende, når selvopfattelsen hos nogle virksomheder er, at der ikke er noget problem, siger Susanne Branner Jespersen.

Hun fortæller, at det har været svært for LGBT Danmark at nå ud til virksomhederne med tilbuddet om certificeringsprogrammet Empatisk Arbejdsmarked.

Omvendt oplever hun også, at tingene er ved at ændre sig. Flere arbejdspladser er begyndt at blive bevidste om, at de har en blind vinkel i forhold til LGBT+ ansatte.

- Jeg tror, at der kan være en skam forbundet med at ringe til sådan nogle som os, for så tror virksomhederne, at vi kommer og skælder dem ud. Det er slet ikke meningen. Vi vil bare gerne fremme den her dagsorden, understreger sekretariatschefen.

Empatisk Arbejdsmarked

  • LGBT Danmarks certificeringsprogram Empatisk Arbejdsmarked tilbydes til arbejdsgivere, HR, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter.
  • Empatisk Arbejdsmarked klæder danske arbejdspladser på til at indføre en effektiv og meningsfuld inklusion af bøsser, lesbiske, biseksuelle, transpersoner + på arbejdspladsen.
  • Certificeringsprogrammet skal via forløb med arbejdspladser forebygge mistrivsel, lukkethed og minoritetsstress på grund af frygt for stigmatisering og diskrimination.
  • Programmet introducerer en række konkrete værktøjer til at åbne arbejdspladsens kultur og personalepolitik op. Derudover får arbejdspladser vejledning i nyt sprogbrug og hensigtsmæssige forandringsstrategier.

Kilde: LGBT Danmark