Ellemann: Støjberg bør sige om hun bliver i Venstre

24. jan 2021, 11:37
Inger Støjberg kan ikke trække den længere. Nu må hun give svar på, om hun bliver i partiet, siger Ellemann.

Inger Støjberg bør nu give et svar på, om hun vil blive i Venstre. Det siger Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen efter partiets ekstraordinære landsmøde søndag.

På et pressemøde lod hun det fortsat stå åbent, om hun blive i Venstre eller forlade partiet.

- Jeg har brug for lige at tænke mig om. Det synes jeg er fair nok. Den seneste måned er der godt nok sket meget, siger Inger Støjberg.

Men den overvejelse bør ikke trække ud, må man forstå på Jakob Ellemann-Jensen.

- Nu synes jeg efterhånden, at der må komme et svar. Nu har den mediemæssigt fået, hvad den kan trække på den konto. Nu er det rimelige over for partiet - som både jeg og Inger Støjberg holder meget af - at der kommer et svar, siger Jakob Ellemann-Jensen.

På det ekstraordinære landsmøde blev Stephanie Lose valgt som ny næstformand efter Inger Støjberg, der nu også står over for en rigsretssag. En rigsretssag, som Jakob Ellemann-Jensen støtter.