2020120314510798_1000
Jakob Ellemann-Jensen (V) mener, at der fortsat er brug for eksstatsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Venstre. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ellemann-Jensen: Venstre har fortsat brug for Løkke

3. dec 2020, 16:45
Venstre har ikke brug for mig, skrev Løkke forleden dag på Facebook, men det er V-formanden uenig i.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen håber på, at tidligere statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen genopstiller ved næste folketingsvalg, og at Løkke igen får ordførerskaber.

Det siger Ellemann-Jensen til Politiken.

Meldingen kommer, efter at Løkke for to dage siden på Facebook skrev, at han i øjeblikket blandt andet deltager i tv-programmet "Over Atlanten" på Kanal 5, fordi Venstre ikke længere har brug for ham.

- Venstre har ikke længere brug for mig, så mon ikke det går at trække et par uger ud af kalenderen?, skrev Lars Løkke Rasmussen i et opslag fra 1. december.

Opdateringen fra Løkke er lavet, lige før skibet med ham og andre danske kendisser lagde fra land og begyndte sin omkring tre uger lange rejse mod Caribien.

Ellemann mener, at Løkkes cv taler for sig selv.

- Det er jo helt uomtvisteligt, at Lars er en af de mest erfarne, bedst kvalificerede politikere i Danmark overhovedet.

- Ikke bare i Venstre, men i hele Danmark, og det synes jeg da, vi skal drage nytte af, svarer Ellemann-Jensen på spørgsmålet om, hvorvidt han gerne ser ordførerskaber hos Løkke.

Lige nu er Løkke uden ordførerskaber i Folketinget. Han er dog medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn.

Men det er småting, i forhold til at han over to omgange har været statsminister og V-formand i sammenlagt ti år.

Det er blevet kritiseret, at Løkke under en særdeles travl periode i Folketinget, hvor corona-håndteringen fylder en del, har valgt at tage omkring en måned væk.

Ikke mindst er kritikken kommet, da Løkke ikke har indkaldt en suppleant og fortsat i perioden får fuld løn som folketingsmedlem og eftervederlag fra sin tid som statsminister.

Det er endnu uvist, om Løkke genopstiller ved næste valg. Det oplyser Brian Strømsted til Politiken. Han er kredsformand for Venstre i Køge-Lejre-kredsen, hvor Løkke er opstillet.

Løkke gik af som Venstres formand i sommeren 2019 efter intern kritik og blev erstattet af Ellemann-Jensen.

/ritzau/