20210224-150016-L-1920x1277we
Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, mener, at der skal mere fokus på erhvervsskolerne i genåbningens faser. Blandt andet skal der oprettes en pulje på 200 millioner kroner målrettet elever på erhvervsskoler, som skal blandt andet bruges på vejledningssamtaler. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

'Det er svært at blive håndværker på Zoom': EL vil have erhvervsskoler helt frem i genåbningskøen

10. mar 2021, 05:18
Enhedslisten vil have erhvervsskoler frem i køen af områder, der skal åbne. Også før butikker, siger ordfører.

Der var godt nyt til landets erhvervsskoleelever tirsdag aften. De kan fra 15. marts se frem til at få fysisk undervisning mindst én dag om ugen.

Men allerede før de er kommet tilbage, kommer Enhedslisten med et ønske om, at erhvervsskolerne kommer forrest i køen i den videre genåbning. Et ønske, som politisk ordfører Mai Villadsen (EL) tager med, når partiet onsdag forhandler med statsminister Mette Frederiksen (S) om en genåbningsplan.

- I det hele taget er det børn og unge, der står først for, men det gælder i høj grad også erhvervsskoleeleverne, som ikke kan lære alt det, de skal, over computeren.

- For os er førsteprioriteten erhvervsskolerne. Både i forhold til at sikre, at de kommer foran i genåbningskøen. Men også at der skal penge til ordentlig vejledning.

- Det giver sig selv, at det er svært at blive håndværker på Zoom, og at det er svært at lave gourmetmad i sin studiebolig, siger Mai Villadsen.

Partiet ser gerne, at alle elever på erhvervsskoler skal i skole, før flere butikker og restauranterne åbner.

Det betyder, at alle eleverne fra næste fase kommer tilbage på halv tid, hvis det står til Enhedslisten. Det vil i så fald betyde, at de kan komme i skole hver anden uge.

Det er en del af tirsdagens aftale, at afgangselever på erhvervsskoler kan komme fysisk i skole på halv tid i store dele af landet allerede fra mandag. Det gælder dog ikke i hovedstaden, hvor det bliver én dag om ugen.

Elever, der ikke læser på sidste årgang, kan også møde til udendørs undervisning én gang om ugen.

Med aftalen forpligter partierne sig desuden til at have fokus på de dele af uddannelserne, som har svært ved at gennemføres ved fjernundervisning, når der er videre drøftelser. Det gælder eksempelvis erhvervsskolerne.

Det var ifølge Mai Villadsen, Enhedslisten der fik punktet tilføjet, fordi de frygter, at mange ellers vil droppe ud af uddannelserne.

- Der er ingen tvivl om, at fuldt fremmøde er relativt urealistisk. Men bare en dag om ugen ved drejebænken eller i lokalerne kan bare hjælpe rigtig meget på at få en forståelse for håndværket.

- Der er mange, der er begyndt på grundforløb her i 2021, som ikke har været i skole endnu, og de risikerer at droppe ud, siger Mai Villadsen, som understreger, at det kun skal ske, hvis smitteudviklingen tillader det.

Enhedslisten ønsker også, at der skal oprettes en pulje på 200 millioner kroner målrettet erhvervsskoleelever, der blandt andet skal gå til vejledningssamtaler.

Følger Folketinget en indstilling fra en gruppe af eksperter, heriblandt fra Statens Serum Institut, kan næste genåbning gennemføres efter påske - fra 6. april.

/ritzau/