EL: Vi vidste, den var gal med Post Danmark

28. jan 2014, 04:00
Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, kendte godt til massive problemer med det psykiske arbejdsmiljø på postcenter.

En arbejdsplads med fyringstrusler, hård tone og stopurs-tests før afskedigelsesrunder.

Politikerne på Christiansborg vidste godt, at det skrantede med arbejdsmiljøet for medarbejdere på Københavns Postcenter frem til denne sommer.

"Det stod galt til med arbejdsmiljøet. Det kan ikke overraske nogen," siger Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested.

I en række artikler på Avisen.dk beskriver medarbejdere, tillidsmænd og mellemledere, hvordan medarbejderne blev presset til at arbejde hurtigere blandt andet med fyringstrusler og stopurs-test, mens Post Danmark skulle skære.

Men allerede i februar 2013 skrev tre tillidsrepræsentanter fra Post Danmark til Transportudvalget.

"Mit indtryk var, at der lå en fuldstændig åbenlys trussel om fyring, hvis man ikke makkede ret," siger Henning Hyllested om den mail, han ligesom de andre medlemmer af Folketingets transportudvalg modtog.

I mailen klagede tre tillidsrepræsentanter for tjenestemændene på Københavns Postcenter over det dårlige psykiske arbejdsmiljø, en mangel på samarbejdsvilje fra ledelsen, og udpræget fyringsangst blandt ansatte.

Henvendelsen gjorde indtryk på Henning Hyllested, husker han.

"Jeg kan godt huske, at jeg studsede over den. Den her henvendelse stak lidt ud. Jeg tænkte, at det var nogle grove metoder, postcentret havde taget i brug. Det skreg til himlen," siger trafikordføreren.

Burde ikke have haft tillid til Post Danmark

Dengang modtog tillidsrepræsentanterne et skriftligt svar fra transportminister Henrik Dam Kristensen (S), hvor han gav udtryk for sin tillid til Post Danmarks ledelse.

Blandt andet skrev han, at hans indtryk var, at "Post Danmark generelt tager involvering af de faglige organisationer og de arbejdsmiljømæssige aspekter i relation til forandringer meget alvorligt," og "at virksomheden bruger endog ganske betydelige ressourcer på at sikre en anstændig behandling af de berørte medarbejdere."

Når vi nu hører om de ting, der foregik, mener du så, Henrik Dam Kristensen burde have haft den tillid til Post Danmark, han udviser her?

"Nej, selvfølgelig burde han ikke have haft det. Han skulle have gjort det, som han har gjort i andre tilfælde, nemlig inviteret tillidsfolkene ind for at høre, hvad de snakkede om og spurgt mere ind til det," siger Henning Hyllested (EL).

Han fortryder, han ikke selv tog kontakt til tillidsrepræsentanterne efter henvendelsen.

"Jeg er ked af, at jeg aldrig fik vendt tilbage, for så ville jeg have sagt til dem, at de skulle henvende sig igen og igen. Men jeg skal ærligt indrømme, at jeg aldrig fik vendt tilbage til dem. Det ærgrer mig i dag," siger han.

En konsekvens af privatisering

Folketinget er for tiden ved at behandle et lovforslag, der betyder yderligere privatisering af Post Danmark. Enhedslisten har som eneste parti stemt imod, blandt andet fordi partiet mener, at en privatisering vil gå ud over arbejdsmiljøet og de ansattes vilkår.

"Det vil i høj grad være de ansatte, der betaler prisen. De ting, der kommer frem om arbejdsmiljøet er helt klart en konsekvens af privatiseringen kombineret med, at deres produkt er under pres," siger Henning Hyllested.

Derfor kommer afsløringerne af arbejdsforholdene på Københavns Postcenter heller ikke bag på ham.

Han tilføjer, at man bør holde ekstra øje med arbejdsmiljøet på pressede virksomheder, der gennemgår privatisering, idet Post Danmark kun er et eksempel ud af flere.

Står det til Enhedslisten, bør Post Danmark slet ikke privatiseres, men være et offentligt selskab. Det er svært at drive virksomhed på kommercielle vilkår, når Post Danmark samtidig er forpligtet til at levere post i tyndt befolkede områder, mener Henning Hyllested.

"Der er aldrig nogen undskyldning for, at en ledelse optræder så vildt, som de har gjort her. Men det er klart, at Post Danmark er under voldsomt pres økonomisk, og det går i sådan nogle situationer altid ud over de ansatte," siger han.

Jørn Dohrmann, som sidder i Transportudvalget for Dansk Folkeparti, husker ikke mailen fra tillidsrepræsentanterne, men henviser til partiets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted, der heller ikke kan mindes henvendelsen.

Avisen.dk har også henvendt sig til formanden for Transportudvalget, Benny Engelbrecht (S). Han ønsker ikke at kommentere på mailen.

Transportminister Henrik Dam Christensen (S) har ikke været at træffe for en kommentar for Avisen.dk.

POST DANMARK - ARBEJDSMILJØ PÅ RETUR?

Hvorfor ligger postbranchen nummer sjok, når det gælder arbejdsmiljø?

 

Avisen.dk beskriver i en række artikler, hvordan arbejdsmiljøet i Københavns Postcenter indtil for nyligt var præget af en ledelsesstil med tvang, kontrol og frygt. Det sker på baggrund af interviews med mere end 25 nuværende og tidligere ansatte, tillidsfolk og mellemledere i postcenteret.

 

Journalist Eline Svendsen arbejdede selv i Københavns Postcenter indtil 2010.

 

Nu vælger en række medarbejdere at fortælle deres historie til Avisen.dk.

 

Nuværede ansatte udtaler sig anonymt af hensyn til deres jobsikkerhed, mens tidligere ansatte står frem. Alle medvirkendes sande navne er redaktionen bekendt.