EL-profil: EU-lande mister 184 milliarder kroner til skattely

Nikolaj_Villumsen
28. maj 2020 15.47
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

EU-LANDENE MISTER MILLIARDER i skatteindtægter til multinationale selskaber, der flytter overskud i skattely i Schweiz, Storbritannien, Holland og Luxembourg. Det viser en ny rapport fra organisationen Tax Justice Network. Det er penge, der skulle have gået til vores fælles velfærd.

LÆS OGSÅ: Professor giver regeringens ekspertgruppe det røde kort: 'Jeg mener ikke, at de har nok viden'

I Jyllands-Posten i sidste uge skrev Kasper Heurmann Kristensen, debattør og tidligere folketingskandidat, Liberal Alliance, at den seneste debat om skattely er et spørgsmål om moral. Skattespekulanterne gør ikke noget ulovligt, hævder han. Og det har han ret i.

Skatteunddragelse og skattespekulation handler om at finde smuthuller i lovgivningen. Og også i moralen
Nikolaj Villumsen, MEP, Enhedslisten

Der er ikke tale om skattesvig. Der er tale om skatteunddragelse, og det er der, fordi manglende lovgivning og kapitalens fri bevægelighed i EU’s indre marked gør det muligt at placere sine penge, hvor man vil. Skatteunddragelse og skattespekulation handler om at finde smuthuller i lovgivningen. Og også i moralen. Den seneste debat i medierne viser, at nogle af de virksomheder, som gerne vil konkurrere på lave skatter samtidig også gerne vil have kundernes goodwill – dog uden at bidrage til kundernes og vores alles velfærd.

LÆS OGSÅ: Stik imod politisk hensigt: Hjælpepakker sender millioner til skattely-selskaber

Det er muligt for dem, fordi Danmark ikke vil lave sin egen nationale sortliste over skattely. Det har andre lande som eksempelvis Frankrig, Belgien og Holland gjort. Holland er ellers selv et skattely.

Ubrugelig liste

Det er den liste, Danmark benyttede sig af, da et flertal i folketinget besluttede, at hjælpepakker ikke skulle gå til virksomheder, som benytter sig af skattely. Problemet med listen er, at den er meget mangelfuld. Den indeholder nemlig ikke lande, der både er medlem af EU, men som samtidig undergraver det fællesskab ved at være et skattely, som Luxembourg, Malta og Holland.

Regeringen vidste godt, at listen er mangelfuld. Socialdemokratiet gik til valg på at tage kampen op mod skattely. Nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod har selv arbejdet mod skattely, da han var medlem af EU-Parlamentet. Og alligevel er der lige nu en lind strøm af penge fra statskassen til skattely.

LÆS OGSÅ: 680 millioner i corona-støtte: Har ikke betalt skat i årevis

Kriterierne for EU’s skattely er baseret på tre kriterier; gennemsigtighed og samarbejdsvillighed i forhold til skatteopkrævning og implementering af OECD’s anbefalinger fra det såkaldte BEPS-projekt. Det er alt for vage kriterier, der svækker listen og gør den ubrugelig. Kriterierne gør det nemlig muligt, at et land sagtens kan have en skattesats på nul procent og stadig leve op til kriteriet for fair beskatning. Siden 2017, hvor listen blev oprettet, er den blevet mindre og mindre værd. I begyndelsen var der 17 lande på den. Nu er der kun 6, som ikke er særligt slemme skattely sammenlignet med de lande, der er blevet pillet af listen, fordi de har lovet at forbedre sig – uden reelt at have gjort noget for det.

39 skattely går fri

NGO’en Oxfam er med udgangspunkt i EU’s kriterier nået frem til, at listen burde indeholde 39 lande, herunder også de fire EU-lande Irland, Luxembourg, Holland og Malta. Det ville være både rimeligt og sagligt, hvis EU lod sig stærkt inspirere af den liste i stedet for at operere med en liste, der reelt set er ubrugelig. Problemet er, at Luxembourg og Holland nedlægger veto mod at ændre listen, så de også kommer med på den.

LÆS OGSÅ: EL-profil: Tillykke EU, din stivstikker

Enhedslisten har gennem flere år foreslået en national sortliste over skattely, og det gør vi selvfølgelig stadig. Jeg håber, at der denne gang vil være flertal for det i Folketinget. I EU kæmper jeg samtidig videre for at få en fyldestgørende sortliste over skattely, som også indeholder EU-lande.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].