EL: Nu forandrer vi København

19. nov 2013, 21:36
Jubelråbene steg til brøl, da Mikkel Warming slog fast at Enhedslisten har sikret et nyt ungdomshus i københavn.

Der bliver jublet og skreget fra det rødt-oplyste festlokale på Søpavillionen i København, hvor Enhedslisten i dag holder sin valgfest.

"Enhedslisten har fået det bedste valg nogensinde," sagde Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslistens forkvinde pegede på Aalborg, hvor 'Per Clausen-effekten' ser ud til at have blæst partiet i byrådet.

Også i København vil partiet stå styrket.

"Vi kan forandre København," lød det fra en sejrssikker Mikkel Warming.

Den afgående socialborgmester kunne gå på talerstolen til klapsalver.

”Det ser ud til at blive en fantastisk aften i aften for Enhedslisten. En aften hvor det bliver helt tydeligt, at København det er vores by. En by hvor solidaritet - det at tage ansvar for hinanden - for andre mennesker - ansvar i fællesskab, det er det vi skal ha', der binder byen sammen. En by hvor vi tror på alternativer til biler og borgerlige reformer. En by hvor vi vælger fællesskabet."

Ifølge den seneste exit-poll fra DR står Enhedslisten til at få over 20 procent af stemmerne i landets hovedstad.

Det kan betyde, at der kommer mere end den ene borgmesterstol til partiet på det yderste venstre.

"Jeg har haft det privilegium at stå i spidsen for vores liste to valg i træk. Men selvom det gik lidt frem hver gang, så er det intet imod den tillidserklæring københavnerne hele dagen har givet os rundt omkring på valgstederne," sagde Mikkel Warming.

Og det vil københavnerne kunne mærke, lovede Enhedslistens veteran.

Jubelråbene steg til brøl, da han slog fast at Enhedslisten har sikret ”et nyt ungdomshus i københavn”.