EL: De to bade om ugen var ikke hele årsagen

27. nov 2013, 12:25
Regeringen havde accepteret IDkort på byggepladser, men afviste arbejdsklausuler. Derfor var en aftale umulig, siger Enhedslisten dagen derpå.

Det var ikke bare det efterhånden berømte retskrav på to bade om ugen til ældre, der stod i vejen for en rød finanslov.

Ifølge Enhedslisten udgjorde kravet om obligatorisk brug af såkaldte arbejdsklausuler i kommunerne også en afgørende knast i forhandlingerne med regeringen.

"Vi ville ikke lave en aftale, hvor der ikke var sikkerhed for, at alt arbejde for det offentlige foregår på danske løn- og arbejdsvilkår. Det med de to bade om ugen var nok bare nemmere at sælge som en oneliner i medier," siger folketingsmedlem Per Clausen, der var en af Enhedslistens hovedforhandlere under det langstrakte forhandlingsforløb i Finansministeriet.

Corydon ville nøjes med hensigtseklæringer

Arbejdsklausuler betyder, at private virksomheder forpligtes til at lade ansatte arbejde på overenskomstsvarende vilkår, når de for eksempel gør rent eller bygger skoler for kommunen.

Ifølge Per Clausen afviste regeringen blankt at indføre det som et obligatorisk krav.

"Finansministeren forelagde en tekst, hvor det fremgik, at kommunerne "burde" anvende arbejdsklausuler. Men det bør de allerede i forhold til regeringens aftale med KL, så det synes vi ærligt talt ikke var nogen forbedring," siger han.

Den indgåede finanslovsaftale med Venstre og Konservative rummer en forbedring i form af 74 millioner kroner ekstra til en styrket indsats mod social dumping fra 2014 til 2017.

Men det er 'gamle penge', som hele tiden har ligget i regeringens eget finanslovsforslag.

Regeringen havde dog indvilliget i at indføre obligatorisk brug af ID-kort på byggepladser, før forhandlingerne med Enhedslisten brød sammen.

"Så det er markante forbedringer af indsatsen mod social dumping, som er forpasset efter aftalen med de borgerlige partier," siger Per Clausen.

EL vil ikke vælte regeringen

Dagen derpå afviser han, at Enhedslisten kunne have opnået en aftale, hvis de havde slækket på enten det ene eller det andet krav.

Per Clausen understreger, at finansminister Bjarne Corydon (S) på intet tidspunkt under forhandlingerne gav udtryk for, at Enhedslisten kunne få opfyldt kravet om arbejdsklausuler på bekostning af bade til ældre - eller omvendt.

"Det var altså to store knaster, som gjorde det vanskeligt at nå en aftale," fortæller han.

Den opsigtsvækkende kursændring fra regeringens side udløser dog ingen hævntørst, understreger Per Clausen.

"Vi mener ikke, at det vil løse noget at vælte regeringen. Så vi nøjes med at konstatere, at opfattelsen af, at rød blok skulle rydde op efter ti års borgerligt styre, døde i går aftes," siger han.