Eksperter: Håbløst at bekæmpe medicintyveriet

12. okt 2010
Eksperter: Opgiv på forhånd at indføre medicinkontrol. Personalet vil snyde på andre måde, og det ville være alt for bureaukratisk.

Folk, der kender det danske sundhedsvæsen indefra er ikke i tvivl:

Sygehuspersonale stjæler af medicinen, for der findes intet fintmasket kontrolsystem.

Det bør der heller ikke være, mener flere eksperter.

"I andre lande som England er der i modsætning til i Danmark omfattende kontrol med svindet i medicin på sygehusene," siger ledende embedslæge i Region Midtjylland, Henrik Trykker.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Men cheferne på danske sygehuse bør ikke lade sig inspirere af deres engelske kollegaer.

"For jeg tvivler på, at det ville svare sig at indføre et sådan system herhjemme, for lægerne kan ordinere det til sig selv - og sygeplejerskerne vil bare stjæle det fra patienterne. Sundhedspersonalet har ret nemt adgang til det, hvis de vil," siger han.

Sundhedsøkonom og professor ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen siger, at der allerede er rigeligt med bureaukrati på danske sygehuse.

"At indføre kontrol med, hvad der tages fra de enkelte medicinrum og depot ville være at banke endnu et søm til den bureaukratiske ligkiste."

"Og desuden ville det være en mistænkeliggørelse af personalet," siger Kjeld Møller Pedersen.

Finn Zierau er landets førende ekspert i at behandle sygehuspersonale, der misbruger lægemidler, der i nogle tilfælde er stjålet.

"Konsekvensen af at indføre et kontrolprogram ville være mindre tid patienterne, så det ville ikke stå mål med indsatsen," siger han.