Det er ikke sundt for børns udvikling at starte i børnehave i en al for tidlig alder, lyder advarslen fra flere forskere. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Eksperter advarer mod tidlig start i børnehave

6. jan, 21:00
En opgørelse viser, at over en tredjedel af landets kommuner tillader, at børn starter i børnehave, før de fylder tre år. SF vil indføre minimumsalder.

41 af landets 98 kommuner havde i 2018 retningslinjer, som tillod, at børn kunne starte i børnehave, før de fyldte tre år. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Men det er et mønster, der vækker bekymring hos eksperter, skriver Jyllands-Posten tirsdag.

LÆS OGSÅ: Oliegigant i defensiven - Trækker alle ansatte ud af Irak

- Normeringer og gruppestørrelser er bedre i vuggestue og dagpleje end i børnehaver, fordi små børn har størst behov for omsorg og tryghed. Derfor skal vi være påpasselige med at flytte små børn til børnehaven, siger Lone Svinth, der er lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) og forsker i børns samspil og læring i dagtilbud, til Jyllands-Posten.

I 2017 havde 48 af landets kommuner retningslinjer, der tillod børn under tre år at starte i børnehave. Trods et fald på syv kommuner fra 2017 til 2018 er tallet stadig alt for højt, advarer Lone Svinth.

Charlotte Ringsmose, professor og forsker i dagtilbud på Aalborg Universitet, er enig.

Det får SF’s børneordfører, Jacob Mark, til at foreslå, at børn som udgangspunkt ikke må starte i børnehave, før de er fyldt tre år:

- Hvis de 41 kommuner skal følge en regel om tre år, kræver det en lovændring. Man skal tage udgangspunkt i børnene og ikke kommunernes budgetter.

Kommunernes forening KL oplyser, at man ikke udtaler sig om enkelte partiers lovforslag.

LÆS OGSÅ: 50.000 underskrifter - Indefrosne feriepenge skal udbetales