Kronprins Frederik ankommer til Fonden for Entreprenørskabs 10-års jubilæum på Børsen i København, og bliver budt velkommen af Adm. dir. for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen, mandag den 2. marts 2020. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Ekspert: Kongehuset favoriserer rigmænd

10. maj, 12:19
Personer med militær rang, adelige og milliardærer står som regel forrest i køen, når kongehuset uddeler ærestitler, lyder det fra forsker i magteliten på Copenhagen Business School.

Landets rigeste bliver ofte inviteret med som gæster til kongelige fester og jagter. Og hvis man skal tro på B.T., så står de også klar, når den kongelige familie har brug for økonomisk hjælp. Til gengæld står de ofte forrest i rækken, når kongehuset uddeler ærestitler, skriver bt.dk.

LÆS OGSÅ: Tv-kendis konkurs - risikerer milliongæld og fængsel

Udviklingen er "tankevækkende", lyder det fra forsker i magteliten på Copenhagen Business School (CBS) Christoph Ellersgaard. 

- Det er mit klare indtryk, at hvis man kigger på listen over kammerherrer, så er der en del, der har militær rang, en stor del af dem er gamle adelsfamilier, og stort set de eneste andre, der kommer ind i den klub, er hovedrige folk, der gerne har den rigtige side af en milliard på kontoen, siger han til bt.dk og tilføjer:

- I forhold til, hvor få milliardærer vi har i Danmark, er det imponerende, hvor mange af dem der kan nå at blive kammerherrer.

Som kammerherre har man blandt andet mulighed for at deltage ved statsbesøg og andre vigtige royale begivenheder. Set med Christoph Ellersgaards øjne svarer det til at blive en del af det officielle Danmark.

Han slår dog fast, at der fra hans perspektiv godt kunne være, at "der var andre, der var sjovere at invitere med til de fester end et udvalg af landets milliardærer". Ifølge forskeren kunne det eksempelvis være repræsentanter fra fagbevægelsen, digtere eller andre betydningsfulde personer. 

Den seneste kammerherre i rækken blev udnævnt på dronning Margrethes fødselsdag 16. april, da udenlandsdanskeren og milliardæren Hans Michael Jebsen fik æren. Dermed går han i fodsporene på andre danske rigmænd som Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, erhvervsmanden Fritz Schur, Danfoss-ejer Jørgen Mads Clausen, Mærsk-arvingen Ane Uggla og den afdøde erhvervsmand Peter Zobel. 

LÆS OGSÅ: Uhyggeligt drama i Kvickly