Ekspert: Hård ledelse er skadelig og dyr

17. jan 2014, 04:00
Chefer tager tit pisk og kontrol i brug over for medarbejderne, når virksomheden er i krise. Men det er slet ikke nødvendigt, og ender ofte med at blive dyrt for virksomheden i sidste ende, siger ekspert.

Det kan være en løsning for chefer at finde pisken frem, når en virksomhed er i krise.

Men en hård og kontant ledelsesstil kan ikke alene risikere at skade medarbejderne for livet. Det er også dyrt for virksomheden, advarer professor i arbejdsspykologi.

"En hård ledelsesstil er måske det letteste, men det kan ikke betale sig, for i længden er medarbejdere mere effektive, når de både har et ansvar, og selvstændighed til at leve op til ansvaret," vurderer professor i arbejdspsykologi ved Roskilde Universitet, Peter Olsén.

Avisen.dk skriver i dag, at Post Danmarks største arbejdsplads, Københavns Postcenter, gennem en årrække har haft stigende problemer med det psykiske arbejdsmiljø. En af årsagerne er ifølge fagforeningen og medarbejdere den ledelse, der sad frem til i sommer.

Mange ansatte ved Københavns Postcenter har i de senere år henvendt sig til fagforeningen med angst, stress og depression på grund af problemerne med det psykiske arbejdsmiljø, fortælller 3F København.

Ledelsesstilen beskrives af ansatte og tillidsfolk som hård og præget af kontrol, overvågning, fyringstrusler og en barsk tone.

Strammer den sidste skrue

Den form for ledelse er klassisk for en virksomhed i krise, siger Peter Olsén.

"Det er et meget alarmerende symptom. Virksomheden er på vej ned, og så strammer man den sidste skrue," siger han.

Det er imidlertid slet ikke nødvendigt at køre en hård ledelsesstil over for medarbejdere, og ofte gør det mere skade end gavn på både ansatte og virksomhed, vurderer Peter Olsén.

"De fleste mennesker vil gerne lave et ordentligt stykke arbejde, som de kan stå inde for. Men hvis de hele tiden oplever, at de ikke har mulighed for det, så bliver den enten frustrerede, eller uengagerede," siger han og understreger, at det også gælder mennesker i ufaglærte job.

Som at være til eksamen hele tiden

Det kan ligefrem være ødelæggende for menneskers arbejdsglæde og psyke, hvis chefen overvåger og kontrollerer dem.

Det siger erhvervspsykolog Pernille Rasmussen.

"Det er enormt negativt og destruktivt for en person at blive overvåget og holdt øje med. Det er jo et mistillidsvotum. Personen vil føle det som at være til eksamen hele tiden, og blive angst for ikke at være god nok, og det kan stresse," siger hun.

"Hvis man derimod viser sine medarbejdere tillid, blomstrer de netop op og giver den typisk også en skalle, når det brænder på," tilføjer hun.

POST DANMARK - ARBEJDSMILJØ PÅ RETUR?

Hvorfor ligger postbranchen nummer sjok, når det gælder arbejdsmiljø?

 

Avisen.dk beskriver i en række artikler, hvordan arbejdsmiljøet i Københavns Postcenter indtil for nyligt var præget af en ledelsesstil med tvang, kontrol og frygt. Det sker på baggrund af interviews med mere end 25 nuværende og tidligere ansatte, tillidsfolk og mellemledere i postcenteret.

 

Journalist Eline Svendsen arbejdede selv i Københavns Postcenter indtil 2010.

 

Nu vælger en række medarbejdere at fortælle deres historie til Avisen.dk. Nuværede ansatte udtaler sig anonymt af hensyn til deres jobsikkerhed, mens tidligere ansatte står frem. Alle personers rette navn er Avisen.dk bekendt.