Ekspert: Få så flere i uddannelse

25. maj 2011
Hvis Danmark skal tilbage i førertrøjen, går rød bloks satsning på uddannelse og forskning, den rette vej, mener ekspert. De radikale er enige. De ser bedre takter i rød plan end i blå, når det kommer til at satse på viden.

Der skal satses massivt på forskning og uddannelse, hvis Danmark skal være i front inden for innovation og gode ideer om 10-20 år. Sådan lyder udmeldingen fra Nina Smith, professor i nationaløkonomi og tidligere økonomisk vismand.

”Øgede investeringer i forskning, uddannelse og kompetencer er vigtige, som middel til at sikre os i fremtidens globale konkurrence,” siger Nina Smith.

"Rød blok er på rette vej"

Udmeldingen kommer efter at S og SF har fremlagt deres plan for dansk økonomi, og regeringen lægger sidste hånd på deres vækststrategi.

Nina Smith er skeptisk over for finansieringsdelen ved S og SF's plan, men positiv over for, at S og SF bredt vil investere ti milliarder inden for uddannelse og forskning.

”I rød plan ligger erkendelse af, at det er nødvendigt med en massiv investering i viden og kompetencer for hele befolkningen. Jeg er ikke enige i alle dele. Men grundtankerne går den rette vej,” siger Nina Smith.

”Lige nu bliver der reelt sparet temmelig meget på forskning og uddannelse. Det gælder lige fra folkeskolen til universitetsområdet. Hvis man også skal klare sig på det globale marked om 10-20 år, så skal man investere i uddannelse,” siger Nina Smith.

Hun mener, at Danmark har råd til at fortsætte en ’meget ambitiøs globaliseringsstrategi’:

”Sådan en har vi haft tidligere (globaliseringsplan 1 fra 2006, red), og det giver god mening at fortsætte."

R positive for rød viden-strategi

De radikales finansordfører, Morten Østergaard, kalder det ’afgørende’, at erhvervspolitikken afspejler, at vi i fremtiden skal leve af innovation og konkurrere på gode ideer.

Han er enig i, at det forudsætter investeringer i uddannelse og forskning. Og på det punkt ser de radikale mest fremtid i S og SF’s plan.

”Det er helt klart, at når det kommer til uddannelse og forskning, så ser vi bedre takter i S og SF’s plan. Vi synes bare, det er afgørende med en tilbagetrækningsreform til at finansiere det,” siger Morten Østergaard.


Afgørende betydning

Partiets støtte til en rød eller blå vækststrategi, kan blive afgørende ved det kommende folketingsvalg. Det viste aftalen om den tilbagetrækningsreform, som regeringen, DF og de radikale netop har vedtaget.

De radikale har dog deres egen strategi.

Når globaliseringspuljen udløber i 2012 ønsker partiet at fortsætte med at lægge en ekstra milliard på til uddannelse og forskning hvert eneste år. Og når man taler om innovation skal den både komme fra erhvervslivet og det offentlige, mener partiet.

"Det bedste, det offentlige kan gøre, er at lave intelligente og innovationsfremmende indkøb. Den købekraft det offentlige har, kan bruges som en motor i innovationen. Det ser man blandt andet i USA,” siger Morten Østergaard.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her